Major Villy Iversen i Bosnien Herzegovina 1993

1993 I BOSNIEN

I fortsættelse af oversergent O. A. I. Larsens velbeskrevne oplevelser
i artiklen under ”BEGIVENHEDER”: ("Til Sarajevo i1992") som leder af eskortedelingen, har chefen for Hold 2 nedennævnte supplerende interessante fortællinger.

Bosnien-Herzegovina
Hold 1
En forhistorie

 

I eftersommeren 1992, da jeg var chef for Stabseskadronen i 2. Panserbataljon/Jydske Dragonregiment med en styrke på 245 mand, blev jeg kontaktet af næstkommanderende for det kommende Hovedkvarterskompagni i Bosnien-Herzegovina, premierløjtnant K.R.J. Kristensen, som tidligere havde været signalofficer i eskadronen. Hans problem var ”eskortekørsel”, - hvordan gjorde man det? Premierløjtnanten vidste fra sin tid i eskadronen, at netop jeg personligt havde uddannet eskadronens overvågningsdeling og hørt om, hvordan delingen havde "behandlet" regimentschefen, oberst B. H. Devantier i forbindelse med en mønstring af Jyske Kampgruppe, hvor obersten var chef.

I sin enkelthed havde det altid irriteret mig, at når en chef kørte til ordreudgivelse og oftest ved nattetide, altid kørte alene og i et upansret køretøj og i øvrigt ikke sansede, hvor vigtigt "et bytte" han var og især i forbindelse hjemkørsel fra ordreudgivelsen, hvor han var i besiddelse af planer m.v. for den kommende indsættelse/føring af enheden. Min irritation var steget nogle grader i forbindelse med min udsendelse til Libanon i 1986-1987, hvor jeg havde oplevet, hvordan især franskmændene passede på deres VIP (Very Important Person(s), der ofte var højtstående politikere/soldater fra de kæmpende fraktioner, der skulle til "fredsmøde". Samme forhold gjorde sig også gældende ved eskortering af Røde Kors/Røde Halvmånes køretøjer og personer.

Nu tilbage til historien om oberst Devantier og min udlånte
overvågningsdeling.

 

 

Chefen for Jyske Kampgruppe,
oberst B.H. Devantier

Obersten blev eskorteret til ordreudgivelse under øvelsen og hjem
igen til sin kommandostation. Jeg havde på forhånd aftalt med "fjenden", at oberstens kortege skulle udsættes for et ildoverfald ved
passage af Gryde Å og på vej mod Hestbjergkrydset, og som jeg havde
fortalt overvågningsdelingen, ville jeg æde min gamle baret på,
at uanset hvor meget ildkamp der udviklede sig, ville obersten blive
siddende i sin GD*
*Tysk: Geländewagen – let terrængående køretøj som tidligere tiders Jeep.

Alt gik som planlagt, og delingen etablerede en skærm, og da obersten blev siddende uanfægtet, blev han af to velvoksne dragoner hevet ned i den tilstødende grøft, og en tung dragon satte sig på ham som beskyttelse, og naturligvis skydende det bedste han havde lært.
Efter øvelsen ankom obersten meget tidligt på mit kontor med 
nedhængende øjenbryn og brysk udseende. Han kunne fortælle, at han havde været udsat for vold af mine soldater, men at
han i øvrigt kun havde ros tilovers.


Anmodningen om uddannelsen af eskortedelingen til Bosnien tog jeg naturligvis imod med kyshånd, og resultatet var fremragende.
Delingen bestod af "gamle krigere" med hjertet pådet rette sted. Til den afsluttende "eksamen" var der rigeligt med presse, og TV2 optog på det nærmeste en krigsfilm. Forholdet gjorde, at det pludselig var gået op for Danmark, at nu skulle vi virkelig i "ilden" og ikke kun opleve borgerkrigens rædsler gennem TV og med en hyggelig kop kaffe! Danmark havde engageret sig! Generelt set blev "krigsfilmen" godtaget af højere myndigheder, men der var også kritik, som jeg dog totalt overhørte. Jeg havde modsat andre oplevet borgerkrigen i Libanon, og sådan var det!

Hold 2

Primo december 1992 blev jeg beordret til at møde ved Vestre
Landsdelskommando i Aarhus. Idet jeg var blevet udtaget til at være chef for hold 2 og i øvrigt med rang af major fra årsskiftet.
Planlægningen skulle jeg påbegynde så hurtigt sommuligt inkl. en rekognosceringstur til operationsområdet.
Med andre ord skulle jeg sige farvel til min elskede Stabseskadron
og i stedet starte en uddannelse af 185 soldater til missionen i Bosnien.
Opgaven syntes uløselig, idet hovedparten af soldaterne kom fra Telegraftropperne, der på det tidspunkt havde enheder på Sjælland, i Tønder og i Fredericia. Desuden fik jeg en Sikringsdeling fra Den Kongelige Livgarde, der netop havde udstået sin værnepligt. Som rosinen i pølseenden supplerende soldater fra FN beredskabsstyrken i Jægerspris. 

Da jeg fik samlet styrken på Ryes Kaserne i Fredericia, kunne jeg ikke nikke genkendende til en eneste mand. I dag forstår jeg ikke, at jeg ikke gik ned med et nervesammenbrud efter tre dage, men det viste sig under den tre uger lange uddannelse, at det var velmotiverede soldater og frem for alt var gennemsnitsalderen midt i tyverne.

Som kommende fra kamptropperne havde jeg ofte besvær med at sætte mig ind i jargonen, der eksisterede ved kampstøttetropperne,
men vi fandt hurtigt ud af en fælles tone.
Selve opholdet i Bosnien var på det nærmeste en "frustrerende/
sørgelig oplevelse"! Slagteriet fortsatte, og "Hovedet i FN" magtede ikke opgaven. Der var for meget politik i borgerkrigen.
FN's højeste civile myndighed, japaneren Akashi var overbevist fredsaktivist og blokerede for alle beslutninger, der indebar militær aktion. Forholdet gjorde, at vi mest kunne se på!

I april, maj og juni (1993) gik det helt galt. Beskydningen af Sarajevo tog voldsomt til. FN hovedkvarteret i New York vendte det døve øre til vores daglige situationsrapporter fra hovedkvarteret.
For at anskueliggøre situationen i klart sprog og synliggøre, at vi stod overfor det største folkedrab siden Hitler, indførte vi i dagsrapporten antallet af granatnedslag i Sarajevo og forstæder pr. døgn:

 

0-900 granater : rolig dag
900-1800 - : middelsvær beskydning
1800-3000 - : svær beskydning
Over 3000 - : terror beskydning

 

Tallene angives fra 60 mm morter og opefter i kaliber.
I perioden april - juni lå antallet stort set over 3000 nedslag pr. dag. Et under at ingen danske soldater blev dræbt. Måske var det her, at mundheldet ”danskerheldet” blev fostret?
Forholdet gjorde også, at snigskytterne havde kronede dage og blev et større og større problem, hvilket især gik ud over vores Shuttle Service, der to gange dagligt måtte køre ad ”Sniper Alley/Snipers Boulevard”. Normalt deltog der 3 stk. pansrede mandskabsvogne (PMV) i Shuttlen. Men i særlige tilfælde også en sanitets PMV. Ved start af kørslen var forholdsordren, at lastelugen skulle lukkes og derefter maksimal fart og vognkommandøren klar med sit velsmurte tunge maskingevær. Problemet for den uøvede vognkommandør var, at det var svært at erkende træffere på PMV’en pga. bæltestøjen, men det lærte de nu hurtigt, og mange af højhusene på vor venstre hånd er garanteret stadig forsynet med en ”hilsen” fra Danmark.

 

I foråret havde vi besøg af chefen for Hærens Operative Kommando
(HOK), general Kjeld Hillingsø. Besøget var rigtigt frugtbart, og jeg gav ham mange forslag til forbedring af vor mission vedrørende såvel personelenkadrering, materielstøtte og uddannelsen før udsendelsen. Generalen er et overordentligt fint menneske og ”soldaternes mand”, der 100% forstod vores ekstreme situation. Ved hans hjemkomst til HOK fik han både stabschefen og sagsbehandlere til ”at vågne op”, hvilket
især var godt for vore afløsere i august. Som undskyldning for
langsommeligheden i sagsbehandlingen og manglende forståelse for den alvorlige situation skal dog indrømmes, at det danske forsvar slet ikke var gearet til en mission både i Kroatien og Bosnien og kun få officerer havde været ude i en international mission.


En noget speciel hændelse bekræfter mit udsagn. Allerede før min afgang til Bosnien blev jeg orienteret om, at den danske bataljon i Kroatien havde indsat ca. 2,5 mill.kr. i den bosniske bank i Sarajevo, idet den mente, at det var et sikkert sted! 
Problemet var, at kort tid efter startede borgerkrigen også der
og nu hævdede bankdirektøren, at pengene var gået tabt.

 

Et besøg i banken resulterede i en ”studehandel”, idet bankdirektørens
far led af en uhelbredelig og smertefuld sygdom som kun kunne forsinkes/neddæmpes ved en medicin, der ikke længere kunne opdrives pga. krigen. Foreholdt dette ringede jeg til stabschefen ved HOK og satte ham ind i situationen og fortalte, at bankdirektøren var villig til at udbetale pengene over to omgange såfremt vi fremskaffede medicinen. Stabschefen kontaktede herefter Forsvarskommandoens stabslæge, der var med på ideen. Da jeg i forvejen skulle have udskiftet en soldat, der var gået ”ned”, fik afløseren medicinen med og i løbet af min periode fik vi pengene retur.

General Hillingsøs afløser var af en hel anden støbning! Hans bekymringer for vor sikkerhed var totalt skudt over målet; måske var Forsvarskommandoen og han påvirket af udenrigsminister Helveg Petersen, der i udenrigspolitisk nævn havde fremført, at Danmark måske skulle trække sig ud af engagementet.
Jeg har stadig i kopi min svarskrivelse desangående og, at mine
krigere og jeg syntes, at det var en dårlig ide. Da den mismodige tone var anlagt, blev mine tilbagemeldinger kortere og kortere, og jeg turde slet ikke fortælle, at jeg i samarbejde med den engelske general G. de vw Hayes lod 2 stk. PMV forsyne med det mest avancerede amerikanske radio satellit udstyr til brug for to US Forward Air Controllers (de personer, som leder en jager mod målet). Vi var på det tidspunkt overbeviste om, at nu ville FN gå i aktion, men nej! Det måtte vente til 1995! 

Lidt morskab i forbindelse med at jeg overrakte chefen for
den internationale styrke i Bosnien, general Philippe Morillon
den danske plaquette, der som hovedmotiv havde Holger Danske.
Generalen mente, at han havde aner fra dengang vikingerne
satte sig på den vestlige del af Frankrig. Generalen blev
afløst i sommeren 1993 og fotoet er fra hans fratrædelsesmiddag.

Afløsning og hjemkomst

Ultimo august blev vi afløst af Hold 3, der var opstillet af Dronningens Livregiment. Anden sidste dag i forbindelse med hjemtagningen holdt vi vor ”hjemsendelsesfest” på det fineste hotel i Fredericia. Alt gik
stille og roligt, og hotelværten kom og sagde tak for besøget og roste vor indsats i Bosnien. Herefter opløstes selskabet i ro og orden. En del af soldaterne, der slet ikke kendte byen, fortsatte dog festdagen, da de først skulle møde kl. 1000 næste dag. Ved en tilfældighed ender nogen i et uheldigt område, og der udviklede sig et større slagsmål, hvor der måtte tilkaldes politiforstærkning fra både Kolding og Middelfart.

Kort fortalt lå værtshuset overfor en flere etagers bygning, der hovedsageligt var beregnet på indvandrere. Såvel indenfor som udenfor opstod der diskussioner, og en større forsamling af pro-soldater og indvandrere røg i totterne på hinanden. Det indvandrerne ikke vidste var, at er der nogen by, der holder af sine soldater, så er det Fredericia. Med andre ord havde de gjort regning uden vært. Det viste sig hurtigt, at indvandrerne måtte fortrække til bygningen overfor, hvorfra de nu bombarderede danskerne med alt muligt kasteskyts. Ved tretiden var slaget ovre, men næste dag mødte pressen talrigt op, og jeg måtte stå for skud bl.a. i TV2, der stillede nærgående spørgsmål, om mine soldater var frustrerede over situationen i Bosnien og nu skulle have afløb. Mit svar var, at det kunne ligeså godt havde været en højskole, der havde holdt afslutningsfest og røget ind i samme batalje som mine soldater og, at jeg ikke havde tænkt mig at straffe nogen, da det jo var sket i deres
fritid. Enden på det hele blev, at jeg kl. 1000 fik frigivet tre af mine soldater, som havde fået et "ophold" hos politiet.

Senere blev jeg ringet op af auditøren i Viborg, som jeg kendte rigtig godt, og som jeg i øvrigt havde fået til at undervise kompagniet i Krigens Love og Humanitær Folkeret. Auditøren roste mig for min situationsfornemmelse og var i øvrigt enig.

Til farvelparaden om eftermiddagen handlede den tale, som regimentschefen for Telegrafregimentet fremførte, mest om den skam, vi havde påført Telegrafregimentet, men da han var gået, sagde jeg: ”Forget it”, og at det allervigtigste var, at den britiske stabschef ved vor farvelparade i Bosnien havde udtalt: ”YOU HAVE BEEN SECOND TO NONE”. Han havde trods alt været med i Falklandskrigen og høstet stor ære for sin indsats.

Sign. Villy Iversen

Foto taget under farvelparaden; ”man er både skuffet og sur”!

Tilbage til: FORSIDEN

Læs også: 1992 "Til Sarajevo"

Kaptajn V.C.S. Iversen in memoriam

Kaptajn Villy Christian Staarup Iversen afgik ved døden den 15. marts 2014. V.C.S. Iversen, født den 17. oktober 1939, begyndte tjenesten ved Jydske Dragonregiment, den 2. juli 1957, hvorfra han pensioneredes i 1999 efter en alsidig tjeneste, heraf en periode som major og enhedschef i Bosnien. Han sluttede tjenesten ved JDR som regimentets kontakt- og velfærdsofficer.

Æret være hans minde.