Anton M. Bendixen

Det var i efteråret 1929. Jeg var indkaldt til at aftjene min værne­pligt den 10.oktober som dragon ved 3. Dragonregiment i Århus.

Jeg rejste fra Esbjerg den 9. om aftenen. Det var et uhygge­ligt vejr. Regnen vi talte om dit og dat og om, hvordan det mon ville forme sig for os, det uvante. Vi tænk­te, bare vi havde været ovre de første dage, dem gruede vi nemlig for.

Vi nåede Arhus kl.6 og hel­digvis havde vi en stedkendt mand om bord, så det var ikke svært for os at finde vej gennem Jyllands hovedstad.

Vi skulle først møde kl.12, så vi benyttede tiden og tog en tur om på KFUMs Soldaterhjem, hvor vi blev godt modtaget af vor senere gode ven, hr. Schrøder.

Alle var godt sultne, så en god kop kaffe gjorde godt. Imens strømmede det til med folk. El­ler lidelsesfæller skulle man vel kalde dem. For at få tiden til at gå gik vi en tur ned på havnen og lidt rundt i byen, men hvor blev ti­den lang for os. Vi var også en tur omme at se kasernen for at gøre lidt be­kendtskab med den.

PORTENE LUKKES BAG OS

Klokken blev 12 og vi var al­le inden for de uhyggelige por­te, hvor vi skulle tilbringe de næste 14 måneder. Det første, vi kom til, kunne vi godt være med til, det var nemlig en god mid­dagsmad bestående af steg og sveskegrød. Da vi var færdige med den, kom vi over i det store ridehus, hvor vi skulle have navn og nummer. Jeg fik nr.113 og ESBJERG.

Derpå gik turen til depotet, hvor vi fik en mængde kluns udle­veret, men der var ikke ret me­get, som passede os, så vi ville have det byttet. Men depotoffi­cianten bandede og sagde: "Det skal sgu passe!" så Var vi jo nødt til at holde kæft.

Vi kom op på belægningsstuer­ne, fik hver en seng og ordre på, hvordan vi skulle hænge tø­jet, men det var ligesom vi ik­ke havde megen forstand på det.

Derefter trak vi for første gang i kongens klæder, men som sagt var der ikke meget, som passede, så vi byttede om med det, som vi bedst kunne. Det værste at få til at passe var støvlerne, de såkaldte "violinkasser" og gamacherne. Nogle havde 2 højre, andre 2 venstre, og i den mundering gik vi ned på Soldaterhjemmet, som lå 10 mi­nutters gang fra kasernen, for at aflevere vort civile kluns. Det har været et frygteligt syn at se. Nogle tabte gamacherne undervejs, så de måtte samle dem op og tage dem under armen.

Nå, vi fik da dette overstået og kom igen hjem på kasernen for at få resten ordnet på stuerne. Men hvor kornetterne og under­korporalerne hersede og skældte så det var en gru at hø­re. Sådan er det nu engang ved militæret.

Men "dagen går med raske fjed". Det blev aften. Vi skulle have noget i skrutten. Styrken stillede nede i kasernegården, blev talt op, men det tog en gruelig tid, og derefter gik turen til spisekælderen. Vi fik en god kost.

Resten af aftenen, 1½ time havde vi tvungen pudsning, der­efter en halv time til at sunde os i, så var klokken halv ti, alle skulle være i seng og der skulle være ro.

Næste morgen kl. 5 blev der u­ro i lejren. Underkorporalerne råbte i munden på hinanden: -Er den første ikke nede endnu? Se at komme på højkant og ud af lemmen!

Vi fløj ud af kanen som al­drig før, men sikken en hurlum­hej. Mange havde svært ved at finde deres tøj, andre løb ned uden strømper, ja en løb så galt ned i underbukserne med drejls­tøjet under armen. Det var en hård omgang, syntes vi da, men ikke noget imod hvad vi senere fik. Hvem der morede sig, det var de sa…. underkorporaler.

KOMMANDOSTRIGLING

Vi fik så i en fart nogle halmviske bundet, en hest til­delt, og så kunne kommandostrig­lingen tage sin begyndelse under opsyn af 18 befalingsmænd.

Officiant Hansen, kaldet SMUT, råbte af sine lungers ful­de kraft: "Bag hesten ret! Højre forben løb! Om foran hesten, ven­stre bagben, tilbage igen !" Skal vi så se at få mere fart på! Bag hesten ret! Bank af, et, to, tre. Til hesten løb! Under bugen, - på krydset - så mere sving i halmviskene, stræk arme­ne! "

Sådan fik vi en hel time til at gå. Sveden løb af os i stride strømme.

Uha, det vand vi kunne drik­ke. Når vi vandede hestene i det store vandtrug, kunne vi godt drikke sammen med dem, da vi ik­ke kunne komme til vandhanen på en gang.

så kom vi endelig til rideti­men, som vi alle ventede efter. Vi troede nemlig nok, at vi kun­ne styre sådanne helmisser, men ak og ve. Vi fik noget andet at se. Den ene faldt meget stærkere end den anden, og så fik de lov at løbe ved siden af hesten re­sten af tiden.

I de første 2 måneder red vi på det bare dækken uden sadel. vi måtte lære at springe på hesten både i gang, trav og galop, fra højre og venstre side. Det vold­te os meget besvær, særlig fra højre side.

Resten af formiddagen havde vi gymnastik og geværets brug.

Eftermiddagen gik med teori, bajonetfægtning og sablens brug. Med tiden fik vi de seks forbe­redende hug lært, men det koste­de sved og anstrengelse, men med udholdenhed lader alt sig gøre. Når vi var færdige, kunne vi somme tider have store smerter i højre hånd, da det jo var uvant arbejde.

Vester Alles Kaserne - Rytterikasernen - Dragonparade i september 1929.

Sådan gik dagene for os til den 10. december. Så skulle det gamle mandskab hjemsendes, og vi var da færdige med rekrutskolen og skulle overføres til eskadro­nerne, de ulige numre til 1.es­kadron, de lige til 2.eskadron.

Så nu skulle vi til at begynde på dragonskolen, som varede i 5 måneder, så først var vi menige.

Vi regnede nu med at få det bedre. Men sådan gik det ikke nej. Tværtimod fik vi nu hver mand 2 heste at passe, så gudskelov at kommandostriglingen var forbi, så med rengøring af hesten gik det ikke så galt. Men så fik vi noget, der var værre: En ungarsk sadel med rustne bøj­ler og spænder, et bridon- og et kandarbid.

Vi gruede alle for den første parade. Vi skulle stille med sa­deltøjet blankt og poleret. Det var tålmodighedsarbejde at gøre en sadel ren, når man ikke har prøvet det før. Vi havde hele lørdag eftermiddag og aften til kl.10, men så kunne vi endda ik­ke blive færdige, men måtte op søndag morgen kl. 3. 30 for at nå det.

Alle slap over den 1.parade uden notering eller omstilling af nogen art.

DET RASKE DRAGONLIV

Nu begyndte en god tid for os. To gange ugentlig red vi uden for byen for at holde øvel­se. Det kunne vi lige være med til. Allerbedst var det, når man kunne komme ud med melding på egen hånd. så var det første, man tænkte på, at få ild i piben, og så gik det på langs og på tværs over markerne, over hegn og gær­der. Det var et rask liv, vi levede hele sommeren.

Nu begyndte vi rigtig at springe med hestene nede på den store ridebane. Først begyndte vi med små for­hindringer for at hjælpe hesten over, men efterhånden som vi blev dygtigere til at føre he­sten, jo større blev forhindrin­gerne, jo ivrigere blev vi.

Det hændte også, at en eller anden måtte af bordet for at gø­re bekendtskab med jorden, selv om de nok så nødig ville. Så fik vi andre et billigt grin.

Jeg husker en dag, vi var ne­de at ride og skulle igennem springgården. Det var temmelig smadret, da det havde regnet i 3 dage. Første gang kom vi godt igennem. Så anden gang skete det. 98 Rødding kom - som han plejede - med fuld fart over den store jordvold. Da han skulle over vandgraven, stoppede hesten op lige foran og ville ikke læn­gere. Pladask slog han et fint overslag over hestens hoved, landede i glideflugt i den smad­rede vandgrav. Han så frygtelig ud, men var ikke kommet det mindste til skade, så vi andre morede os. Ikke mindst da han måtte på ryggen igen, men hesten refuserede, måtte atter tilbage for at få tilløb, og denne gang gik det. Men han glemmer ikke denne vandtur så let.

Vi var færdige med Dragonsko­len den 10.maj. så først var vi menige.

SPRING-KONKURRENCE

Som hvert år er skik, skulle vi have en springkonkurrence mellem 1. og 2.eskadron. Der skulle trænes godt til en sådan, så vi havde en times springning hver dag.

Ridebanen var i fin stand, lige nyharvet og derfor helt tør, da det store slag skulle stå. Vi var i alt 32 ryttere, 16 fra hver eskadron. vi skulle over følgende forhindringer: Lil­le kasse, skovled, jernbanebom­me, havelåge, trespring, stor kasse plus  (1,20 m), dobbelt spring, vandgrav og endelig den store jordvold  med grøfter på begge sider.

Det gik slag i slag det meste af formiddagen. Der var mange, som var nervøse, så det gik ud over deres spring. Der væltedes mange forhindringer. Sommetider styrtede hesten over den store jordvold. Vi måtte refusere en gang ved hver forhindring, uden at der blev trukket points fra.

2. gang blev vi fløjtet ud og måtte forlade ridebanen. Jeg væltede 3 forhindringer. Det trak 6 points fra, men klarede jordvolden med glans.

Alle ventede spændt på resul­taterne. Der var udsat 5 gode præmier. - Jeg havde ikke troet at skulle vinde, men tilfældet er, at jeg fik 1. præmie. Den næstbedste lå 2 points under mig, så der var ikke meget at give af. Jeg fik et meget fint rygegarniture i sølv med in­skription. Det kan jeg takke min trofaste hest for. Den havde gjort et godt stykke arbejde, og jeg glemte den heller ikke siden for det.

UD PÅ 10-DAGES TUR

Vi nåede hen i juni. Der hav­de længe været tale om, at vi skulle ud på en 10 dages tur, dels for at give opvisning for­skellige steder, dels for at få indblik i praktisk felttjeneste.

Den 10. juni startede vi mod Hammel, hvor vi var inddelt til at holde opvisning ved en ring­riderfest. Vi havde øvelse hele vejen derop. Om aftenen kl.? nå­ede vi Hammel, hvorfra vi skulle indkvarteres forskellige steder i omegnen. Vi var i alt 120 mand med befalingsmænd. Jeg kom til Frijsenborg slots avlsgård, hvor vi var 11 mand. Vi var ikke helt glade ved at være så mange på et sted, da vi troede, det ville gå ud over forplejningen. Vi ville jo gerne leve godt, når vi var blandt fremmede. Hvad det angik, havde vi ikke noget at beklage. Vi levede som ål i mudder, havde fri rygning m.m.

Vi opholdt os på Frijsenborg fredag, lørdag og søndag. Lørdag var vi i Springforbi skov for at lave en bivuak, da det var meningen, vi skulle ligge ude søn­dag nat.

VI SOV FOR LÆNGE

Søndagen kom med strålende vejr lige fra morgentimerne, så det var en fornøjelse at holde opvisning. vi lagde for med kva­drilleridning, skoleridning, spring, sablens brug og endelig til sidst kom vi stormende med en "attake" , der var lige ved at tage vejret fra folk.

Vi var 6 mand, der sammen med karlene var til bal i en lille by, der hed Sahl, lørdag aften. Vi morede os temmelig godt, havde gratis adgang og pigerne var helt tossede, så man skulle næsten tro, de aldrig havde set dragoner før.

Vi kom sent hjem søndag mor­gen, skulle have været op kl. 6, men fik aftalt med fodermesteren om først at kalde på os kl. 8. Vi sov alle en blid søvn, undtagen en mand, der var oppe for at fodre hestene. I det samme kom premierløjtnanten for at inspi­cere os. Det havde vi ikke reg­net med. Han sendte ham, der fodrede, ind for at hente os. Men vi troede ikke, det passede og blev bare liggende og sov vi­dere. Så kom han igen. Vi blev lidt betænkelige og syntes, vi måtte have det lidt nærmere un­dersøgt og kom straks i klæder­ne og ganske rigtigt: Ude midt i gården holdt til hest premier­løjtnanten. Vi fik nok fart i støvlerne og gik hen og meldte os til ham. Sikken en omgang vi fik og med ordene: "I skal nok høre fra mig senere!" Red han bort.

Det var en ordentlig brøler, vi der havde begået. Vi regnede straks med at komme i spjældet, så snart vi kom hjem. Så galt gik det dog heldigvis ikke.

STRAFFEVAGT EN HEL NAT

Vi blev færdige med opvarm­ningen søndag aften og turen gik efter Springforbi skov, hvor vi skulle i bivuak. Vi var godt søvnige, vi 6, regnede med at få en rolig nat. Det slog fejl for os. Nu hørte vi nemlig fra pre­mierløjtnanten, som han havde sagt, vi skulle. Vi stod ikke for tur til vagt den nat, men da vi ikke havde gjort vor pligt, fik vi en ekstra vagt. Det var en hård om­gang. Det kneb med at holde sig vågen. Tænk at stå vagt fra 8 aften til 5 morgen, og hestene var urolige. De var ikke vant til at stå ude om natten. Det hændte også af og til, at en rykkede grimen i stykker. Så måtte vi til at fange den.

JERNBANETRANSPORT AF HESTE

Vi kom da levende fra det, selvom vi var noget sløje man­dag morgen. Nu skulle vi videre efter Herning, havde øvelse til Fårvang, hvorfra vi så tog med toget for at få lidt indblik i at transportere heste med banen.

Det gik glimrende. Vi skifte­des til at stå inde ved hestene. Herning nåedes ved 2-tiden. Vi blev indkvarteret i en stor køb­mandsgård, hvor vi alle sov i halm på loftet.

Onsdag kom, og opvisningen forløb på bedste måde. Så gik turen efter Århus igen, men vi havde da set og oplevet meget i de ti dage. Vi korn atter i den gamle gænge og faldt til ro for at få udhvilet til næste store udflugt, som skulle gå til Skanderborg, til det store ungskue.

Vi havde hver dag en mængde eksercits ude på eksercerpladsen på Skejby Mark, som lå 3 km fra kasernen. Det var en græsmark på 80 tønder land, så der var plads til at tumle sig. vi havde skyt­tetjeneste til hest, skulle kravle på alle fire, ja somme tider mave os frem. Engang imel­lem stormede vi frem mod fjen­den.

Dagen kom, da vi skulle efter Skanderborg. Men det var uhygge­ligt. Det sjaskregnede hele dagen, så vi lignede nærmest nog­le, der var trukket op af et vandhul. Skanderborg nåedes ved totiden. Vi syntes så, det kunne være rart at få noget tørt tøj på. Men først måtte vi have gjort i orden. så var klokken 5.

Det var godt fedtet, da vi om lørdagen begyndte på øvelserne. Hestene kunne snart ikke stå fast. Det var farligt at springe med dem. Der var da også en, der styrtede med hesten. Han slap helskindet fra det, men hesten brækkede et par ribben.

Flaget sættes i Fuglsølejren på Mols - FORSTØR VED TRYK PÅ FOTO.

Så skulle alt gøres klart til den 4. august. Da skulle vi på sommerlejr ovre hos "molboerne" i Fuglsølejren.

Der havde vi den bedste tid som soldat. Det var lige ved havet, så vi var i vandet et par gange daglig og fik rigtig lært at svømme. Vi opholdt os derovre i 25 dage, havde hver dag øvelse mellem de lyngklædte bakker, et rigtigt terræn for sådan nogen som os. Uha, de hugorme vi så! Det hændte også, at en hest blev bidt, så benet blev helt tykt på den.

Vi var en søndag i Ebeltoft for at holde opvisning ved en ringriderfest. Vi fik lov at væ­re med til ballet om aftenen til klokken 2, så der var høje sky­er, da vi skulle hjemad. Vi hav­de mange gode oplevelser ovre på Mols, da vi lå sammen med Randersdragonerne og dem fra Tønder. Det gik ikke altid stille af. Det kneb at holde sine udrustningsgenstande samlet, da de s…… Randersfolk ville hugge dem. Så sidste nat vi var derov­re, var vi næsten alle ude at hugge det, de havde hugget fra os, så til sidst gik det ud over de fromme.

Så var vi atter hjemme igen. De gamle, der skulle med på ef­terårsmanøvre, var kommet. Vi drog så på manøvre i 9 dage på Skanderborg-, Horsens- og Vejle­egnen for at afslutte med konge­revyen på Nissumgårds marker u­den for Skanderborg.

Kongerevy - Forstør ved tryk på foto

FORSIDEN