1963 "JDR legender" af sergent Per Sand

Dragonlegender, som jeg mødte,

Mandag, den 4. november 1963 passerede jeg sammen med godt et par hundrede ligeså spændte, usikre og forventningsfulde dragonaspiranter hovedvagten til vort kommende hjem på Dragonregimentets kaserne i Holstebro.    

Efter udlevering af udrustning ventede 2-3 uger I  ”isolation” , hvor vi hurtigt vænnede os til  at sove i flere etager med 3 uldne tæpper og 2 lagener på 21-mands-stuer, til højrøstede befalingsmand, til at bruge uniform og til mudder, vinterkulde,  tidlig vækning og bare fødder i støvler og i klodset kappe (og ikke andet) på geledvandring til det ugentlige bad i gymnastiksalen og til infirmeriets utrænede sanitetsfolks skarpladte injektionssprøjter og farverige blodprøver. 

I bestræbelserne på at sikre den første orlov var en times ”pudsenattegn” søgt fredag, den 22. november. Forventninger blev imidlertid brat afbrudt af en af vor tids ulykkelige hændelser, nemlig drabet på præsident Kennedy og al orlov blev omgående inddraget men blev dog givet fri næste morgen.    

Rekruteskadronens chef var major Mårup, hvis rolige og milde fremtræden så rigeligt blev opvejet af næstkommanderende, premierløjtnant Jarnum, hvis ansigtsudtryk alene reducerede krigsfilmenes helte til rene søndagsskolebørn.

En af mine stuekammerater og senere elevkollega på Pansertroppernes Befalingsmandsskoler i Næstved var i øvrigt den senere leder af Musikkorpset N. O. Kristensen (571571 Flade), der som kaptajn blev hædret som en af ganske få æresdragoner. Allerede i rekruttiden udmærkede Flade sig som trommeslager i ”Panserraketten” og havde fra første dag i kraft af sin herreekviperingsuddannelse særlig status som bukseopmåler.

Efter 4 måneders rekruttid - heraf halvdelen i elevdelingen – gik turen til Grønnegades kaserne i Næstveds bymidte, hvor det smukke ridehus fra 1799 prydede den aldrende kasernes facade.  Her blev dragoner og gardehusarer ligeligt blandet i to delinger, hvis leder var henholdsvis en dragon og en husar. Uheldigvis blev undertegnede placeret i delingen med en upopulær og usympatisk husarpremierløjtnant, der absolut ikke var en pryd for officersstanden, og som det næste halve år gjorde vedholdende og ihærdige forsøg på at plage livet af os (spørg bare G.Husmann, som på det følgende hold fik samme leder).  Paralleldelingen fik derimod en dygtig og afholdt dragonkaptajn som leder. Hans deling stod ofte allerede klar til udgang, når vor deling møgbeskidte gik gennem den sorte port og videre direkte gennem hestenes rengøringsbassin for at skylle mudderet fra Gardehusarkasernens øvelsesterræn af. Vor delings øvrige ledere var den vellidte, erfarne og forstående husar overfenrik Olsen og fra dragonerne fenrik Kristensen, kaldet ”kampvognskris” .

Skolechefen var på det tidspunkt oberstløjtnant P. M. Jespersen, hvis far kaptajn Jespersen var den fra radioen så kendte gymnastiklærer. Skolens kommandobefalingsmand var en premierløjtnant, hvis navn ingen kendte, idet han altid blev omtalt som ”Satan”. På sine kasernerundture gik han med et skjold hængende i en kæde om halsen. Vips, så vippede han skjoldet og noterede en elev til en ekstra vagt eller to. 

Det forlød, at man ikke kunne gå forbi ”Satan” uden at blive noteret, og det kan jeg med en enkelt erfaring bekræfte.   

Per Sand (2015)

Efter skolen gik det tilbage til Holstebro og 4. rekruteskadron, hvis chef var major A. V. Bager. Få officerer er vel så kendte som denne Bager, hvis navn nok er det, som oftest og gennem generationer bliver nævnt, når dragoner beretter om deres soldateroplevelser. Selv konstaterede jeg, at udtalen” sergent Sand” voldte problemer for den lidt læspende major.

I min tid i eskadronen var jeg udlånt et par måneder til personelkontoret for at fabrikere de nye identitetskort og fik auditørens kontor stillet til rådighed, hvilket nok kunne give spekulationer om, hvad denne unge nyudnævnte sergent foretog sig her. Chefen for afdelingen var major Jacobsen, som i øvrigt lavede Dragonsangen, da han under krigen var indsat i Vestre Fængsel. Hans nærmeste medarbejder var den absolut ikke kedelige overfenrik Byskov. Ved min formelle præsentation første dag meddelte Byskov, at han ikke brugte rang og navn for vikarer men kaldte alle Peter - slet og ret.  Byskovs familie drev i mange år en virksomhed, hvor man beskæftigede døvstumme, og Byskov underviste mig flittigt i denne færdighed. Godt, at andre i huset og især damen med kaffevognen ikke forstod sproget. Også hans interesse for stjernehimlen blev jeg indviet i og eksamineret næste morgen.

Efter vikararbejdet og kort tid i rekruteskadronen fortsatte min tjeneste i 1. opklaring, - først i en panserskyttegruppe og senere som spejder. Kaptajn H. B. Nielsen (også kendt som ”arm og ben”) var eskadronschef og blandt eskadronens officerer var den senere så kendte børnebogsforfatter og –tegner Ole Lund Kirkegård. Egentlig var Kirkegård vel prototypen på en militærnægter, men han var i stedet en dygtig og vellidt løjtnant, der vistnok som den eneste bortset fra major Bager tillod sig den frihed at cykle på kaserneområdet. Jeg mødte ham flere gange efter soldatertiden, da han var leder af en mindre skole ved Mariager Fjord.  Desværre døde Kirkegård i en alder af blot 39 år efter at have kæmpet med alkoholproblemer.  

En anden markant befalingsmand i eskadronen var den nuværende præsident for Danske Dragonforeningers Sammenslutning Arne Rindom, som jeg lærte at kende som en ihærdig, beslutsom og hjælpsom kollega.

I min tid i eskadronen lykkedes det mig at blive kendt som den, der løb fra ”arm og ben”. Kaptajnen havde i mange år været en suveræn mester i 100 m løb, men en gang – og absolut kun denne ene gang - lykkedes det mig at slå ham.

At det havde gjort indtryk på kasernen, blev jeg mindet om af  min daværende delingsfører løjtnant Ebbensgaard , da vi mødtes til  50-års jubilæum, og han straks udbrød: Det var dig der løb fra ”arm og ”ben”.

H. B. Nielsen var naturligvis fortsat i særklasse, men nederlaget gjorde, at han meldte fra til landsmesterskaberne, hvor jeg så måtte overtage og nåede finalen, hvor jeg blev sidst, men dog blev trøstet af pressen med, at jeg fik en dårlig start. Sandheden var nu, at modstanderne var trænede løbere og langt bedre.  Indtil da løb jeg i hærens brune lærredssko, men til finalen lånte jeg sergent Porsgaards sko, som imidlertid var springsko og et par numre for store. 

 Ved regimentsmesterskaberne vandt H.B. Nielsen naturligvis 1.præmie, medens jeg blev nr. 2 og til H. B. Nielsens udsøgte fornøjelse foran løjtnant Rune fra Stabseskadronen.

 På regimentsholdet i fodbold opnåede jeg at spille sammen med bl.a. den senere landsholdsspiller og direktør for superligaklubben AaB Børge Bak Andreasen., som jeg efter soldatertiden fik et nært samarbejde med i forbindelse med mit job på Aalborg Stifstidende, som var en af klubbens hovedsponsorer. 1. opklarings meget populære garagemester fenrik Kristensen var holdets dygtige og afholdte leder.

I rækken af personligheder hos JDR stødte jeg naturligvis også på oberstløjtnant Carneiro. Nok ubegrundet var der nogen frygt forbundet med den høje og robuste Carneiro, hvis fulde navn Vasco Vest da Costa Carneiro hurtigt blev oversat til ”hvis De vidste, hvad det koster ikke at hilse på Carneiro”.  Jeg husker udmærket min egen nervøsitet, da han uanmeldt sammen med sin adjudant trådte ind i lokalet, hvor jeg underviste i raketstyr og for første gang skulle melde af til en oberstløjtnant. 

Præsentationen kunne fortsætte. Hvem husker f.eks. ikke oversergent Madsen (cigar-Mads), som i bidende  januarkulde kørte på motorcykel iført spidshue og 44-uniform, medens vi rekrutter sad bundfrosne i vores luftige GMC’er og jeeps?

En anden motorcyklist var kaptajn ”Blår” (fordi hans enorme overskæg lignede blåret, som vi rensede geværløb med), som tilhørte Trainregimentet.  Han stod for blokvognstransport af tunge køretøjer, og man så ham ofte race af sted på motorcykel for i næste øjeblik at sidde på sin trebenede jagtstol i et vejkryds og dirigere trafikken,

Andre har nok samme fornemmelse som jeg nemlig, at netop i min tid mødte vi alle disse herlige typer, og hvis denne lille artikel har fået nogle til lige at trække på smilebåndet en gang eller to og tænke tilbage på en fantastisk soldatertid, så har jeg opnået, hvad jeg ønskede.

 

Med dragonhilsen

571557 Hvilsom

Sergent Per Sand, 1 OPKESK

 

Gå til: FORSIDEN