Erindringer

Uddrag fra bogen JYDSKE DRAGONER 1679 – 1979, udgivet af Jydske Dragonregiment i 1979. Redaktion: Major E. Mårup, major H.F. Moth og løjtnant K.-I. Bæk.

9. APRIL 1940

Af oberstløjtnant Vasco Vest da Costa Carneiro.

Regimentet indskrev sig ikke i Danmarks historie den 9. april 1940. men det kan have værdi at vide, hvordan det oplevedes af én, som gjorde tjeneste ved regimentet dengang. Efter opfordring har oberstløjtnant V.V. da C. Carneiro skildret, ikke blot de få minutter, det varede på selve dagen, men optakten, sådan som en ung officer måtte opleve den: En blot og bar beskrivelse af selve dagen som jeg oplevede den ved den ikke beredne del af Jydske Dragonregiment, som lå på Langelandsgades Kaserne i Aarhus, ville være en kort historie. Tilbage ville stå et spørgsmål om, hvorfor det gik sådan? Hvad tænkte og følte I op til dagen?

En baggrund ville jeg kunne tegne: Min egen, og i få streger er den følgende: Opvokset i et embedsmandshjem, hvor det tabte Sønderjylland ikke var glemt. I 1934 student fra Viborg Katedralskole. Rektor var i den første tid Østergaard. En højt kultiveret mand, tysk gift. Han havde en meget fin humanistisk indstilling. En dag, der blev gjort noget stort ud af, var Folkeforbundsdagen. Flager vajede over skolen og en tale blev holdt for en enig verden. Vi var ikke fjender af nogen fremmed nation. På en skoleudflugt med skolefanen forrest sang vi ud af Strandvejen i Aarhus af fuld hals ”Die Wacht, die Wacht am Rhein…” Min klasses forbløffelse var stor, da vor historielærer, Grubbe, næste dag fortalte os, at den kunne man ikke synge under Dannebrog. Senere rettede rektor F. Paludan-Müller noget op på det danske sindelag. (Hans bror, chef for grænsegendarmerne, kæmpede sin enlige kamp til sidste patron mod tyskerne i Gråsten).

1935 Kornetskolen. Her hvilede undervisningen på 1. verdenskrigs doktriner fra Frankrig. Jeg husker, at vi en forårsmorgen øvede udbrud og angreb fra skyttegrav. Maskingeværerne bragede ovre hos ”fjenden”, men vi angreb ufortrødent. ”Hvor længe bliver vi ved med at angribe på denne måde?” spurgte jeg vor delingsfører, premierløjtnant Klokhøj. Svaret var: ”Til de ikke har flere patroner der ovre, så vinder vi”. Om vinteren havde der stået en lang historie i ”Militært Tidsskrift” om maskinpistolen. den var brugt i Brasilien, men den danske konklusion gik ud på, at den ingen fremtid havde.

1936-38 Officersskolen: Ingen nytænkning på det militære område i de to år. Vi førte papir-infanteribataljoner fra Roskilde mod Slagelse. de drejede op mod Tissø, hvor de vel står endnu. De marcherede til fods.

Da jeg krydsede Tyskland på cykel i sommerferien 1937, måtte jeg holde i grøften, når militærkolonner rasede af sted i deres store vogne. Var der ingen officerer, der vidste noget om de nye militære forhold ude i verden? Jo, mange, men ingen hørte på dem. De blev sat til side og havde intet at virke med. Officerskorpset led også af den åreladning, det havde fået ved forsvarets nedskæringer i begyndelsen af tyverne.

I 1938 kom jeg til Jydske Dragonregiment. Blev modtaget af adjudanten, der spurgte om jeg ville forsikres! (Farligt at ride). Så meldte jeg mig ved 2. ryttereskadron til eskadronschefen. Hans første spørgsmål var: ”Hvad vejer De?” (Steeplechase). Hans eskadron var på 30 menige dragoner. En væsentlig del af uddannelsen var ridning, sabelsving og hestevartning. Men det at ligge ved en hesteeskadron, var anset for at være det fineste. Ikke des mindre blev jeg sendt til Aarhus, hvor der ved ritmester Bjørnholms 2. cyklisteskadron manglede en motorcyklist-delingsfører. Og her ved regimentets styrker i Aarhus gik to af de officerer, der vidste noget om nye militære forhold. Ritmester Feddersen, der havde opholdt sig ved den franske kavaleriskole i Saumur, var en varm fortaler for indførelse af panser herhjemme. Han havde da også fået 2 prøveeksemplarer af LYNXpanservognen i sin eskadron. Den anden var ritmester Bjørnholm, der gjorde alt for at gennemføre en tidssvarende uddannelse. Ved hans eskadron blev gennemført 2 dag- og en mørkefelttjeneste ugentlig. De blev planlagt i detaljer. Styrken i de ikke beredne eskadroner var også 30 mand med 5 måneders tjenestetid (+ genindkaldelser). Kørepengene til de motoriserede var til ca. 40 km kørsel pr. uge.

Efter 1. september 1939 indkaldtes en sikringsstyrke. En større øvelse blev gennemført i Jylland. Den gik ud på at besætte Vejle-å-dalen. På det tidspunkt var jeg næstkommanderende hos ritmester Feddersen ved panservognseskadronen. Den bestod af mandskab af forskellige årgange, men det mest uhomogene var de 72 køretøjer, den havde, spændende fra de 2 LYNX over en NIMBUS-motorcykel med en hel lille bygning af en radiostation på siden, til udskrevne lastvogne. Der var 5 delingsførere. At holde sammen på den styrke under en natlig march var noget af en opgave, men det blev gjort trods krydsning af ambulanceenheder, stabselementer m.v.

I december 1939 sendtes de ekstraordinære styrker hjem, og vi var atter tilbage ved de 30 mands-eskadroner.

I Europa foregik ” La Drôle de Guerre”, som franskmændene, der heller ikke kunne finde ud af det, kaldte den. (”Den mærkværdige krig”). Vinteren 39-40 var en hård vinter. Ved eskadronerne i Aarhus arbejdede vi som sædvanligt. Skydninger med karabin (1889`ere) var besværlige med nord-ost og fygning i næsen. Vore karabiner var udslidte – af pudsning – men vi kendte ikke til bedre håndvåben. Nu var jeg næstkommanderende ved 3. cyklisteskadron hos ritmester Munkebo. Her havde vi også 20mm maskinkanoner på siden af NIMBUS-maskiner, vi skød med dem i Hevring. De trak godt. Vort mandskab var tætte, seje, stærke, vejrhærdede dragoner. Kun få blev udtaget til værnepligt, til gengæld var de uden lyde. Det daglige arbejde optog os helt. Tjenesten varede fra 7 til 18 plus mørkeøvelser. At vi var få i den danske hær, vidste vi, men de store linier tænkte vi ikke på. Blev vi sat ind i kamp, tvivlede vi ikke på, at det maskineri, vi skulle være en del af, det virkede, og selvtillid manglede vi ikke.

Den 8. april blev rygterne om en tysk trussel vedholdende og om eftermiddagen blev vi alarmeret. Dvs. vi fik udleveret skarp ammunition og skulle blive på kasernen. Overofficiant Overlade var depotforvalter. Jeg skulle skrive en rekvisition på ammunition til eskadronen, før han kunne udlevere. Jeg regnede det bedste jeg havde lært og afleverede. Han må have kendt facit, for da han så min seddel, så han på den og sagde: ”Hr. premierløjtnant, en regnefejl, regn om.” – Depotfolk fornægter sig aldrig. Han var en kernekarl i øvrigt.

Vi hang på vore køretøjer, intet skete. Spiste, ventede. Så kom mandskabet i seng, og jeg fik ordre til at være vagthavende officer på Langelandsgades kaserne. Jeg skulle opholde mig på eskadronskontoret og passe telefonen. jeg skubbede to skriveborde sammen, lagde hovedet ved siden af telefonen, den ringede den 9. april kl. 4. Det var regimentsadjudanten P. Sonne, der gav ordre: ”Tyskerne har overskredet grænsen. de er gået i land i København og Korsør. JDR skal holde sig klar til afmarch”.

Det tog ikke lang tid at få alarmeret, alt og alle var lige ved hånden. Så inden længe sad vi og ventede. Styrken var opmarcheret tæt pakket på en diminutiv eksercerplads i den nordlige del af kaserneområdet. Alt ladt. Rygterne svirrede. En del var ikke rygter, men hvilken del? Tyskerne havde besat Aalborg-Nørresundbybroen, blev der sagt. Vi regnede stadig med at skulle i Vejle-å-stillingen. (Senere fortaltes det, at næstkommanderende ved JDR i Randers, M Fog, da han blev alarmeret den morgen, så ud gennem vinduet og takkede sin skaber, fordi det var tåget, så vi kunne nå Vejle å uset fra luften).

Min vej førte mig på et tidspunkt forbi hovedbygningens midtergang. Der stod 3 eskadronschefer. For første gang hørte jeg dem bitre over den forsvarspolitik, landet havde ført. De vrissede. Men ikke et illoyalt ord var nogensinde før fra deres side trængt ned til mig. Man ytrede ikke misnøje i hæren på den tid. Så kom en stor formation bombefly brummende hen over os. Min opmærksomhed fangedes af panservognseskadronens 20 mm luftværnsmaskingeværer i luftværnsaffutager på lastvogne. De var rettet mod flyene. De fik mange gode råd for skydningen, men eskadronens ordre udeblev.

Få minutter før 7 fik jeg ordre fra min eskadronschef: En tysk maskine er landet på eksercerpladsen. Nedkæmp besætningen. Eksercerpladsen lå vest for Randersvejen ved vandtårnet. Kamp på egen eksercerplads er krigshistorisk en sjælden foreteelse, men det letter ordreudgivelsen. Motorcyklistdelingen med bl.a. 20 mm`erne fik ordre. 1. gruppe forpatrulje. Jeg selv lige bagefter. Et kort øjeblik funderede jeg over, hvor let en sådan ordre var givet. Det var jo ganske som ved en daglig felttjeneste.

Vi rullede ud gennem den nordlige gitterport. Da jeg passerede den, blev jeg råbt an bagfra, det var ritmester Munkebo, der råbte, stands! Kong Christian X´s ordre om at stoppe enhver kamphandling havde lige lydt i radioen. Tilbage på plads.

Nu blev kongens befaling givet til alle. Der stod vi. Hvad vi følte er svært at beskrive, en vis lammelse vel. Da jeg vendte mig om mod mine folk, stod den store, stærke altid muntre ”Horsens” og græd. Der var andre med våde øjne. Det tyske kneb med at lukke os inde på kasernerne var atter lykkedes, for os var det nyt.

Om eftermiddagen kom et par tyske motorordonnanser på deres motorcykler ind på kasernen. Deres ansigter nar furet af vinden og støvede. De var der bare. Vi fik ordre til at gå i kantonnement om Elev (nordvest for Aarhus). Pakkede og kørte. Selv blev jeg vel for at se om alt var med. Da kom en tysk officer kørende i vogn. Med stor undren så jeg ham krydse min vej på pladsen foran hovedbygningen og stile huskendt mod indgangen, hvor han forsvandt.

Der var udstedt ordre om at danske hærstyrker ikke måtte få alkohol den dag. Da jeg kom til Elev kro og genfandt de 3 ritmestre, sad de ved et bord med vandglas. Med sit lidt skæve smil rakte den gæve ritmester Feddersen mig et glas. Dagen havde været trist nok, så det var snaps han havde kommet i vore glas. Kort efter var vi til gudstjeneste i Elev kirke. Aldrig har ”Vor gud, han er så fast en borg” lydt så vægtig i mine ører.

Få dage senere blev jeg kaldt til ritmester Feddersen. Vi havde en del ammunition og våben liggende på depotet i Aarhus. Det måtte vi have gemt, så vi kunne bruge det, den dag englænderne gik i land. Næste aften i et dejligt forårsvejr sad vi en 2-3 løjtnanter i hver sin lastvogn, på hver sin bivej og fandt vej mod Løvenholm skov (nord for Randers – Grenå vejen). der stod ritmester Feddersen på kanten af en grusgrav. Der blev lagt presenninger ud, krudt og kugler blev svøvt ind og grusgraven styrtet ned over det. Det var en nat fuld af optimisme. Vi tilsvor hinanden at mødes her så såre englænderne gjorde landgang. Intet måtte røbes før. Vi var dragoner af alle grader og vi var et. Men disse depotfolk havde en sådan orden i deres sager, at tyskerne ikke kunne undgå af deres papirer at se, at netop de 20 mm kanoner m.m. vi havde taget, det manglede. I sørgmodig stemning kørte de samme besætninger i regnvejr og mørke til Løvenholm skov for at læsse kostbarhederne og køre dem hjem. Uden tysk indblanding.

Jeg har aldrig siden 1953 kunnet lade være med at tænke på, at den 9. april ikke knækkede den danske hærs moral, men det kunne vore egne politikere gøre ved deres tovtrækkerier om de 18 måneders tjenestetid. Dog red JDR det år også den storm af.

V. Carneiro

 

 

Ved Brigaden i Sverige 1943-45

Tryk med lille lup på foto for at forstørre

 

Oberstløjtnant V. V. da C. Carneiros beretning:

At den danske hær ikke blev opløst af tyskerne efter overgivelsen den 9. april 1940 er en historisk mærkværdighed, der næppe gives nogen rimelig forklaring på. Men faktum står tilbage: den levede videre med et tøjrslag på 50 meter inden for visse garnisons områder.

Vi var faste i troen på, at der måtte komme en dag efter denne, hvor der måtte blive brug for os. Den der holdt liv i vor overbevisning, og som ved mange paroler lagde kursen, var generalmajor Ebbe Gørtz. Efter forsvarets opløsning den 29. august 1943 kom fra officerer ved generalstaben tanken om at oprette en dansk brigade i Sverige, opfulgt af tilbud til den enkelte om at melde sig.

 Vi, der havde meldt os, var så til et orienterende møde i en privat lejlighed i København. En dag i begyndelsen af november ville vi få besked om at holde os klar. En taxa ville hente os enkeltvis og køre os til hovedbanen. Med DSB til Dragør, hvor vi skulle finde en bestemt havelåge, så var der en skipper, der ville føre os til Limhamn.

 For mit vedkommende foregik det hele efter programmet den 10. november. Vi havde en god sydvesten kuling i ryggen. Nær Sverige råbte jeg gennem blæsten til vor skipper: »Hvad gør du, når du kommer til Sverige?«. »Jeg? Jeg vender da. Jeg skal hjem og sove i læ af lillemor.«

Gennem flygtningelejr kom vi omsider til Tingsryd. Var der med til at bygge SofiedalIejren, men først i februar var vi nogle, der blev kaldt til side. Vi fik ordre til at melde os ved det svenske panservåben ved P l i Skövde og P 3 i Strängnås. (Det vel nøgterne P 3 afløste det mere klingende navn: »Kungl. Södermanlands Regimentet« I dets fanedug står 7 navne for krigsbedrifter, et af dem er »Tåget over bält 1658«. Man kunne udmærket fornemme suset fra de store dage, når fanen under parader med ganske særegen svensk elan blev ført til midten). 

Vi var 10, der mødte op til uddannelse til kampvognsfolk. 5 husarer og 5 dragoner. Modtagelsen var ligetil hjertelig. Vi skulle bære den svenske hærs menig-uniform uden tegn af nogen art. Blev vi spurgt, skulle vi sige, at vi gennemgik en politiuddannelse. Dette nye menig-kontingent var i Skövde: K. Jensen, A. Sommer, B. O. Jakobsen, Birger Nielsen og A. Troels Schmidt. (Lidt uskiftning var der). 

I Strängnas var vi F. B. Alten, E. Resen-Steenstrup, P. Jorck-Jorckston, L. Ravnbøl og undertegnede. Til en begyndelse gik vi rundt og iagttog uddannelsen efter aftale med kompagnierne. Det kunne da hænde, at vi stod og ventede et sted, hvor der intet kompagni kom. Så gik snakken om det var svenskerne, der var uefterrettelige eller om det var Altens svenske, der var får dårligt?  

Men så blev der ved P 3 oprettet et kursus for svenske panserofficerer, det blev vi 5 indlemmet på. Her fik vi al den undervisning, vi kunne ønske os: kampvognskørsel, motorlære, skydninger, våbenlære, - det evindelige morsealfabet orienteringsløb osv., osv. En af vore meget kontante og saglige lærere var en premierløjtnant Korch (på svensk udtalt med sch), han var fætter til vor danske forfatter, Morten Korch, men ganske usentimental. 

Kursus fik en ende. I nogen tid blev vi fordelt til kompagnierne. Et nyt kursus begyndte og det indgik vi også på. Midt under det kom Ardenner-offensiven, nu havde vi eIlers set frem til at have dansk grund under fødderne til jul. . Det blev endnu en gang svensk jul med lutfisk.

Efter den blev vi fordelt til kompagnierne og trådte ind på ledige pladser. I begyndelsen af februar 1945 indladede vi kampvogne og alt materiel i et tog, kørte over Stockholm til endestationen i Dalarne. Ved midnat fik vi alt læsset af og kørte 10 km ind i »urskogen« (som de kaldte det), og der slog vi telt i 30 graders kulde og dyb sne.

I 3 uger foregik nu øvelserne på kompagni- og bataljonsplan. Vi danskere blev fortrolige med kampvognstjenesten under feltforhold. Vi fik alle mulige job som vognkommandører, delingsførere, som førere af skipatruljer, vi deltog i skiløbs- og skydekonkurrencer , alt på lige fod med vore svenske venner.

For at være helt nøjagtig var der to ting, der adskilte os fra dem: Visse instruktioner angående svensk forsvar, var vi ikke deltagere ved, de var sjældne. Den anden ting var, at da jeg engang havde løbet 30 km på ski med et par 100 meters stigning og fald, kunne jeg ikke få diplomet som de andre, for det var kun for svenske statsborgere. Det var til at bære.

Efter de 3 ugers øvelser begyndte andre 3 ugers feltøvelse, hvori størstedelen af det svenske forsvar indgik. Den gik ud på at danne forsvar over for en tænkt tysk invasion fra Norge. Kort inden denne øvelse var næstkommanderende ved vort kompagni hoppet ned fra sin kampvogn og havde brækket benet, og jeg blev fast næstkommanderende i hans sted. - Svenskerne var storslåede imod os. Så store forhold som under denne øvelse var vi ikke vant til. Et sted kom vi ud for en 10 km lang vejspærring. Ingeniørtropperne havde fælder de store graner, så de var faldet ned over vejen.

En af de sidste øvelsesdage skulle vort kompagni under et angreb over en frossen elv yde kampvognsstøtte til en infanteribataljon. Jeg blev om morgenen sendt af sted for at koordinere og for at få overgangsstedet udpeget. Kun på et sted kunne isen bære kampvognene. Med mine ski på nakken satte jeg mig op bagpå en ordonnansmotorcykel og vi hjulede 10 km frem. Så gjaldt det skiløb og kortlæsning ind gennem »urskogen«. Pludseligt blev skoven levende, en gardebataljon på ski krydsede min bane. Uden kendetegn på min uniform og på tværs, fangede jeg let opmærksomheden, og blev taget til fange. Man var meget opmærksom på spioner. Efter en rum tid kom gardebataljonchefen, og jeg kom fri. Fandt mit mål. Fik aftalerne med bataljonen. Fik forevist stedet, hvor elven kunne passeres af kampvogne og smuttede tilbage til min enhed. Efter at have indprentet mig, at der lige ved siden af overgangsstedet var et hvidt hus med 2 cykler udenfor (lidt særpræget i dyb sne). Hjemme igen blev der givet ordre. Nu var det mørkt. Jeg skulle i forreste kampvogn lede vejen frem til overgangsstedet. Der er ikke meget at tage pejling af i mørke, i sne, mellem grantræer, men nu var jeg nær målet, mente jeg. Lidt før jeg var rigtig glad for det: et hvidt hus og jeg skimtede 2 cykler. Ned til elven, melding tilbage, det var spændende. Isen bar. Min vogn tog land og vi kørte til. Få sekunder efter stod vi over for åbent vand, vi holdt på en ø. Tilbage og over det rette sted lidt længere oppe ad elven. Resten gik godt den nat, indtil vi til sidst blev overmodige i vort angreb og havnede i en artilleristilling. Sort nat blev til lys dag, da artilleristerne lod deres lysfaldskærme gå til vejrs. Deres kanoner blev rettet imod os. Bataljen endte med, at jeg fik trukket en del af vort kompagni ud. Kompagnichefen blev taget til fange og jeg var under sidste fase dets chef.

Vi danskere lærte meget, takket svenskernes storsind. Vi kom efter endt øvelse tilbage til vore garnisoner og kort efter, i begyndelsen af april, tilbage til Den Danske Brigade. Her indgik vi som undervisere ved et nyligt oprettet transportkompagni tæt ved Malmø,.

Den 4. maj aften kom fredsbudskabet. Vi havde nok alle håbet at kunne bidrage lidt til afgørelsen, nu da vi kunne udrette noget. Så kort kan stemningen vist beskrives. Næste dag kørte vi mod Helsingborg. Den svenske hærs hjælp ved vejvisning og anden tjeneste var forbilledlig. På færgen hørte vi rygter om kampe ved Teglstrup Hegn, men ikke lyden af et eneste skud. Brigaden blev i Helsingør den nat.

Den 6. maj gik turen ad Strandvejen til København. Det var dansk forår, dannebrogsflag mellem nyudsprungne bøge og sundet fra den rigtige side. Da et kompagni af brigaden ad Farimagsgade krydsede Frederiksborggade, blev det beskudt fra bysiden. Det optog kampen. Det måtte være tyskerne. B. O. Jakobsen og jeg kom bagfra, og ville også være med med vore maskinpistoler. Maskingeværprojektilerne hvislede ned ad gaden med deres lysspor. Vi havde fået orkesterplads ved siden af hinanden, han på det yderste af fortovet, jeg i rendestenen. Københavnerne, der var vant til lidt af hvert, hyggede sig i husopgangene, pludselig løb en mand ud foran os og reddede sin cykel ind, den skulle nødigt punktere. Det var ikke tyskerne, der havde skudt, men modstandsbevægelsens folk. Det var ikke muligt at holde dem tilbage, blev der sagt.

En del af brigadestaben blev indkvarteret på Frederiksborg Slot, der var der også nogle grupper af modstandsbevægelsen. De manglede førere, og spurgte om ikke vi kunne lede deres søgen efter landsforrædere. Det blev til lidt tilfældigt skyderi i gaderne. Uorganiseret som det var, tabte vi hurtigt interessen for det.

Og så blev vi kaldt til vore militære enheder, nu skulle dansk forsvar bygges op: aldrig mere nogen ny 9. april. Beslutsomheden var stor. Takket være Sveriges hjælp med udrustning af næsten enhver art til hæren, og takket være, at en dansk militær enhed, brigaden, i Sverige var blevet holdt intakt, så blev der virkeligt i løbet af meget kort tid rejst en hær. Til hvilken nytte lige efter krigen? Nytten viste sig at være stor: Russerne havde besat Bornholm og kun imod at Danmark kunne stille en hærstyrke af bataljons-kampgruppes størrelse til øens bevogtning, ville de rømme øen. Russerne rømmede, og en dansk garnison af bataljonskampgruppes størrelse har siden bevogtet Bornholm.

Vi 10 rytterofficerer kom mere eller mindre hjem til fods. Også det er der en forklaring på: Sverige havde gjort et kampvognskompagni med frivillige svenske menige klar til os, vi 10 ville blot have haft at hoppe op på vore pladser som førere i kampvognene. Vi var vant til at kommandere svenske besætninger fra Dalarne. Da der ingen kamp blev, forblev styrken på svensk grund.

Vi 5 gardehusarer og 5 dragoner havde lært en del i det unge svenske panservåben, den viden blev forplantet til GHR og JDR.

V. Carneiro