Stabslæge-1 P.T. Clausen: "Min militære karriere"

Januar 2017. På opfordring har stabslæge af 1. grad P.T. Clausen sendt følgende artikel hertil. Mange dragoner kender stabslægen, især fra de første år, hvor han virkede som regimentslæge ved Jydske Dragonregiment. De i artiklen indsatte foto er valgt fra arkivet af webmaster.

 

MIN MILITÆRE KARRIERE

Jeg er født og opvokset i Sønderborg og blev oprindelig indkaldt til værnepligtstjeneste ved Slesvigske Fodregiment i Haderslev, men fik udsættelse fordi jeg var begyndt på medicinstudiet ved Aarhus Universitet. I 1970 blev jeg indkaldt til Lægekorpsets Rekrutskole, som dengang lå på Varde kaserne. Her gennemgik jeg en 4 måneders rekruttid og blev så hjemsendt til fortsat studium.

Jeg blev læge i 1973 og var derefter ansat ved forskellige afdelinger på Aarhus Kommunehospital. Den 1. april 1975 mødte jeg til tjeneste ved Lægekorpsets under- og reservelægekursus på Jægersborg kaserne. Her blev jeg efter 3 måneder udnævnt til underlæge (sergent) og en måned senere til reservelæge (sekondløjtnant).

Herefter gjorde jeg 8 måneders gavntjeneste ved Nørrejyske Artilleriregiment i Skive, hvor jeg dels passede infirmeritjenesten og dels deltog i øvelser m.v. ved 6. Artilleriafdeling. Med udgangen af marts 1976 blev jeg hjemsendt og var da i mellemtiden flyttet til Holstebro, hvor jeg fik en stilling på Holstebro Centralsygehus. Jeg havde dog fortsat kontakt med forsvaret, idet jeg tegnede rådighedskontrakt og i første omgang blev tilknyttet 8. Artilleriafdeling i Skive og fra 1979 en trænbataljon ved Jyske Trænregiment.

I 1979 fik jeg autorisation til almen praksis og skulle egentlig til at se mig om efter et sted, hvor jeg kunne nedsætte mig som alment praktiserende læge, men samtidig skete der det, at man i forsvaret oprettede en række overlægestillinger på fuld tid til afløsning af de deltidsstillinger, man havde klaret sig med indtil da. Der blev opslået en fuldtidsstilling som overlæge ved Jydske Dragonregiment i forbindelse med, at overlæge P.V. Kristensen gik på pension, og jeg så her en mulighed for at løse mit slutstillingsproblem. Jeg søgte stillingen og fik den.

LÆGE VED DRAGONERNE

Den 2. januar 1980 tiltrådte jeg tjenesten ved Jydske Dragonregiment, i første omgang som reservelæge til korttidstjeneste, men den 1. juni 1980 blev jeg udnævnt til overlæge på prøve og to år senere til fastansat overlæge. Stillingen omfattede også funktionerne som brigadelæge ved 1. Jyske Brigade i Fredericia og som overlæge ved Kommandantskabet i Borrislejren. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg så skulle være overlæge ved dragonerne indtil jeg skulle pensioneres, men det blev kun til 5 år. 

Jeg blev vel modtaget og faldt godt til ved regimentet. Chefen var i hele perioden oberst H.P.C. Lund, et overordentlig behageligt menneske, men som officer og chef nok af den gamle skole. Når han gav udtryk for sine meninger ved formiddagskaffen i Casino, var der ikke mange, der følte trang til at sige ham imod. Jeg mindes, at da talen engang faldt på kvinder i forsvaret, slog obersten i bordet og udtalte meget bestemt: ”Kvinder ved Jydske Dragonregiment - det bliver over mit lig”. Nogle måneder senere ankom de første tre kvinder til regimentet, en sprogløjtnant og to sergenter. Den ene sergent var Susanne Skov, som i mellemtiden er blevet oberstløjtnant, og som en overgang har været stabschef og fungerende regimentschef ved JDR. Mon ikke den gamle oberst har vendt sig en gang i sin grav? 

 

De mennesker, som jeg ellers havde mest med at gøre, og som udgjorde min ”kaffeklub” i Casino, var personelfolkene major H.J. Mikkelsen og kaptajn O.C. Nørgaard samt regimentsintendanten major K.E.W. Friis og socialkonsulent Rita Bæk Madsen.

 

 

 

1985 STABSLÆGE (OBERST) og flere funktioner

I 1985 skete der nogle rotationer i de højere luftlag i Lægekorpset, som førte til, at jeg blev beordret i en stilling, som omfattede overlægefunktionerne ved Prinsens Livregiment i Viborg, Jyske Ingeniørregiment i Randers samt funktionen som Medical Adviser ved HQ BALTAP i Karup. Samtidig blev jeg udnævnt til midlertidig stabslæge af 2. grad. Denne stilling, som medførte en voldsom masse kørsel på tværs af Jylland, havde jeg i 3 år.

I 1988 gik den daværende landsdelskommandolæge ved Vestre Landsdelskommando i Aarhus, Willy Munk-Madsen, på pension. Jeg var ikke den første i rækken til at overtage hans stilling, men da de andre kandidater alle var københavnere, som hellere ville brække en arm på langs end flytte til Aarhus, blev jeg beordret i stillingen. Jeg var ikke begejstret, da jeg af familiære grunde ikke kunne flytte til Aarhus, men fik at vide af den daværende generallæge, Svend Trier, at jeg da godt kunne sige nej, og så ville jeg ellers blive beordret alligevel. Sådan! Stillingen medførte en udnævnelse til stabslæge af 1. grad.

Jeg var ikke den eneste, der måtte tage den lange tur fra Holstebro til Aarhus og tilbage igen hver dag. Jeg havde, i den tid det varede, et kørefællesskab først med major Ejvind Sørensen og senere med daværende kaptajn Steen Wandahl-Bundesen begge fra JDR. Det blev til 4½ år under generalerne Holger Dencker, Wagn Andersen og Kjeld Hillingsø, hvoraf især den sidste huskes som en overordentlig behagelig chef. Stillingen blev mere og mere belastende, ikke kun på grund af kørslen og fordi jeg havde små børn derhjemme i Nørre Felding, men også fordi den faldt sammen med dansk forsvars tiltagende engagement i den jugoslaviske borgerkrig, og fordi der samtidig foregik en omstrukturering i forsvaret med dannelsen af nye niveau 2 enheder, herunder Hærens Operative Kommando og Forsvarets Sundhedstjeneste. Cheferne for disse to enheder havde ikke samme opfattelse af sundhedstjenestens placering, hvilket førte til, at jeg i nogen grad kom i klemme.

Andre muligheder var på tale, herunder at jeg skulle overgå til Flyvevåbnet og varetage stillingen som stabslæge ved Flyvertaktisk Kommando i Karup. Det endte imidlertid med en byttehandel med stabslæge Hans-Michael Jelsdorf, som sad i stillingen som medical adviser ved HQ LANDJUT i Rendsborg. Denne byttehandel hang også sammen med, at Jelsdorf var udset til at afløse generallæge Knud Jessen når denne skulle pensioneres og derfor gerne skulle have nogen tid i en stabslæge-1 stilling.

Det blev til 3 dejlige år i Rendsborg. For en sønderjyde var det næsten som at komme hjem. I hvert fald var der ikke langt til mine gamle forældre i Sønderborg. Det var en stor fordel ved at bo i Rendsborg, at mine børn kunne gå i dansk skole, og jeg blev også involveret i det danske skolearbejde som formand for forældrerådet ved Ejderskolen i Rendsborg. Tjenestligt var det dog en noget stille periode, den kolde krig var jo slut og NATO-øvelsesvirksomheden under hastig afvikling. Jeg ville gerne blive dernede et år eller to mere end de normerede 3 år, men det kunne ikke lade sig gøre. Det må kaldes held i uheld, idet hovedkvarteret kort efter min afgang blev flyttet til Szczecin (Stettin) i Polen.

Jeg kom hjem til stillingen som medical adviser ved HQ BALTAP, som kort efter skiftede navn til Joint Command North East. I 1999, da NATO plus russerne var rykket ind i Kosovo, blev jeg bedt om at overtage stillingen som Medical Adviser med HQ KFOR 2. Dette hovedkvarter bestod hovedsagelig af folk fra NATO-staben i Heidelberg heriblandt en del danskere. Det blev til 6 meget spændende, men også frustrerende måneder. NATO har jo kun de midler, som nationerne stiller til rådighed, og det var der mange, der ikke havde fattet. De mente, at de blot kunne rekvirere det ene og det andet - bl.a. ambulancer og helikoptere - hos mig, men jeg måtte jo skuffe dem med, at sådanne ting var jeg ikke uden videre leveringsdygtig i. Der var rigeligt med sanitetsenheder og kapaciteten var langt over, hvad der var nødvendigt for at behandle syge og sårede soldater. Derfor behandlede man også civile patienter til stor fortrydelse for ”sundhedsministeren” i den civile UNMIK-stab - en finsk professor - som mente, at vi undergravede hans forsøg på at stable det civile sygehusvæsen på benene igen. Men jeg hverken kunne eller ville forbyde vore feltlazaretter at behandle civile patienter, så der var lagt op til konflikter på flere områder. 

Medio april 2000 kom jeg tilbage til HQ BALTAP og regnede egentlig med at skulle blive der til pensionering, men i oktober 2000 blev min stilling som et led i en omorganisering ”solgt” til tyskerne. Der var ikke rigtig nogen national stilling, som passede til min grad og erfaring, så jeg blev stillet til rådighed for HOK og hutlede mig igennem de næste år som vikar for kommandolægen og som fungerende overlæge ved JDR og ved PLR, som netop var flyttet til Skive. Da der i 2003 blev opslået en stilling som sessionslæge ved statsamtet i Aarhus søgte og fik jeg den og fik orlov uden løn fra min militære stilling. I 2007 blev statsamterne nedlagt og sessionsvæsenet flyttet fra indenrigsministeriet til forsvarsministeriet. Samtidig blev sessionerne lagt sammen ved 5 ”Forsvarets Dag”-centre. Jeg fortsatte som sessionslæge ved centret på Beredskabsstyrelsens kaserne i Herning og var således tilbage i forsvarets regi. I 2012 måtte jeg stoppe, fordi min kone blev syg og havde brug for, at jeg var hjemme og tog mig af hende, og dermed var min tid i forsvaret slut.

 

Preben T. Clausen