CSG Peter Poulsen fortæller anekdoter....

Energa M/49

.....

...

Feltpræster og pansertog
En feltpræst er ansat i folkekirken og fungerer normalt som en almindelig sognepræst til daglig. Efter en kort grunduddannelse blev han normalt tilknyttet en enhed på bataljonsniveau. Han deltog i de større øvelser i den udstrækning, han kunne undvære sine sognebørn. Mange har fået sig en god samtale med feltpræsten, hvor emnerne sjælendt var, dækningstykkelser, højre og venstre begrænsninger eller skudkadencer. Feltpræstens intellekt og empati gjorde, at han var meget velset i enhederne. Den gejstlige tjeneste blev dog ikke altid udført som forventet.
Under en af de talrige Nato øvelser var feltpateren sammen med øvrige genindkaldte forlagt til et sted i Nordtyskland. Transporten derned foregik med tog — et såkaldt pansertog. Under øvelsen blev chefen efterhånden noget træt af feltpateren, der på hans rundture til enhederne havde en ”dårlig” indflydelse på især kommandostationerne. De havde det med at blive ”lidt løs i talen” når han havde været på besøg et stykke tid og der ikke var mere ”altervin”. Ved øvelsens afslutning og da alt panseret var læsset på jernbanen igen, traf chefen en beslutning. Feltpateren skulle sættes af i Padborg, hvor pansertoget gjorde holdt i forbindelse med toldeftersyn. En oversergent fik besked på at sætte feltpateren af på stationen med alt hans oppakning. Og som normalt dengang gik ordren videre til hans kører. ”Når vi kommer til Padborg skal du tage pateren i kraven og losse ham af toget med alt hans udrustning — find ud af, hvor han sidder i toget og få styr på hans udrustning”. Mens tolderne gik om bord i toget, blev pateren sat af på stationen i Padborg. Her stod han så med et par skuldertasker og med baretten sat, som kun en feltpater kunne gøre det. Ordren udført!
Efter tolderene havde kontrolleret et par kupeer og foretaget et par stikprøver i panserkøretøjerne, satte den lange pansertog sig atter i bevægelse nordpå.
Lidt efter fik oversergenten øje på feltpateren, der passerede hans kupe ude på gangen. Han blev selvfølgelig lettere ophidset og fik fat i hans kører. Nu var der lagt op til en stor skideballe. Køreren bedyrede på det kraftigste, han havde sat pateren af i Padborg med alt hans udrustning.
Oversergenten fandt pateren fremme i den forreste vogn og udbad sig en forklaring. Jo — han var da blevet lempet af toget i Padborg, men her var han så faldet i snak med lokomotivføreren, der hang ud af MY’erens skråvindue. De havde så aftalt, at han bare kunne stå på toget igen, så skulle han nok gøre holdt længere oppe i landet.
Midt i ingenting i det sønderjyske gjorde pansertoget holdt. Om chefen opdagede årsagen vides ikke, men havde han set ud af vinduet, havde han set feltpateren kravle ned af den forreste vogn og i skumringen skride ind over marken i retning af lyset fra sit hjem.
Det var feltpaterens sidste tur med pansertog.

"Kasketkarl"

Af chefsergent Peter Poulsen

Under en af de talrige aftenøvelser omkring garnisonsbyen. Vejret var ideelt, det væltede ned med regn og slud — alt stod i et. Sparede man på kørelyset og kun brugte ”Kasketkarl” som lyskilde, kunne man selv med en kampvogn komme næsten uset omkring i vintermørket. En kampvogn sneg sig op langs staldmurenpå en af gårdene nord for byen, selvfølgelig med anvendelse af minimal lygteføring (Kasketkarl). Ud for stalddøren gik det galt, kampvognen skred ud i møddingen —normalt ikke noget problem, men her var der bundløs. Efter køreren havde rodet endel med gearvælgeren, konstaterede kommandøren der nu var kommet betænkelig tæt på selve møddingen, at der skulle noget flotbringning til. Skytten var vågnet ved, at kampvognen hældte så meget, at hans hoved nu hvilede på våbenvælgeren, altså en god tapakse-hældning.

Den anden kampvogn blev kaldt tilbage over radioen til stor forundring for delingsføreren, men han sa’ ikke noget. Køreren fik viren sat på, og lugtede nu fælt af omgivelserne. Selvom regnen havde gjort alt til et stort mudder- og møghul ved møddingen forløb flotbringningen godt.

Der var nu en kæmpehul i møddingen et par meter uden for stalddøren — det kunne nok betegnes som en ”møddingskade”. Kommandøren måtte nu med telehjælmen under armen ind til gårdmanden for at melde skaden. Gårdmanden, der lige havde fået skænket kaffe til hans aftensostemad, var ikke meget for at komme med ud og besigtige skaden i det vejr. Han indvilliger dog i fra stalddøren, at besigtige skaden. Da han så det store sorte hul i møddingen ikke langt fra stalddøren bredte der sig et stort smil under hans kasket.

”Det skal du et være ked af bette ven, nu ska’ a’ et køre ret langt med møget i mange daw”. Flink mand. Kommandøren undskyldte endnu engang og sad så op i lortekampvognen og grundede efterfølgende lidt over fremtidig anvendelse af ”Kasketkarl” med dens beskedne lys.

 

Gå til flere anekdoter fra Peter Poulsen HER

Gå tilbage til: FORSIDEN