Dragon FREDERIKSBERG´s oplevelser

DKSØ under foto betyder medlemsskab af Dragonforeningen for København, Sjælland med Øer.

Dragon FREDERIKSBERG´s oplevelser som dragon i Svendborg i 1943, tiden herefter, samt tjenesten ved genindkaldelsen i juni 1945.

Det spændende og usædvanlige ved denne beretning er, at det er en øjenvidneskildring, skrevet af den sidste overlevende fra 3. cyklisteskadron, dragon 887/43 Paul Werner Egelund med bynavnet Frederiksberg. Paul Werner Egelund blev født i 1922 og er idag (2012) 90 år. Her er historien.

Skæbnetimer i Danmarkshistorien, den 29. august 1943.

Alarmklokkernes skingrende, larmende lyd den 29. August 1943 klokken ca. 4:00 om morgenen, i soldaterbarakkerne ved Hvidkilde Slot i Ollerup på Sydfyn, er stadig lyslevende i mine erindringer.

Jeg var soldat, i Jyske Dragon Regiments 3. Cyklisteskadron, som sammen med generalstaben, var indkvarteret på Slottet, der tjente som hovedkvarter for Jyske Dragon Regiment, som året før, efter krav fra den tyske militær overkommando, var forflyttet fra Randers til Fyn.

Alt dansk militær blev i øvrigt i år 1942 fordrevet fra Jylland til Fyn og Sjælland, fordi de tyske militære ledere forventede en engelsk/amerikansk invasion i Vestjylland; men vi bevarede ved denne manøvre, alligevel det danske militær intakt (med højest 3.000 soldater) indtil folkeopstanden i august 1943.

Den danske befolknings tålmodighed med besættelsesstyrkerne var efterhånden nede på nul punktet, og urolighederne i Danmark i august 1943 var forside stof i de allierede lande og dementerede hermed den hidtidige opfattelse af Danmark, som et tysk ”Mønsterprotektorat”.

For det tyske militær var dette et afgørende prestigetab, de havde hidtil stilet efter at bevare nogenlunde rolige forhold i Danmark.

Denne føjelighed i Danmark i begyndelsen af besættelsesperioden (som der unødvendigt har været store diskussioner om), skyldtes at vi ikke, som Polen, Belgien og Holland, havde været i alvorlig krig med Tyskland og dermed havde Danmark, ikke i samme grad som disse lande, oplevet krigens rædsler på nært hold.

Dog mistede vi soldater den 9. april 1940, og 2 danske værnepligtige soldater, som jeg er bekendt med, mistede livet i kamp den 29. august 1943 om morgenen; jeg ved ikke hvor mange i alt.

Nogle af deres navne står på minde pladen i Holmens Kirke.

Tilpasningen ændrede sig i august 1943. De mange strejker og sabotager sinkede den tyske krigsproduktion, og der var stigende tysk terror, men ikke alene fra tysk side, også fra danske forrædere og tysk venlige håndlangere, var der terror mod befolkningen i Danmark; samtidig var vintrene meget strenge at komme igennem, der indtraf usædvanlige hårde perioder med kuldegrader ned til under 30 grader, man hørte om gamle mennesker som måtte gå i seng for at holde varmen. Store havområder i de indre farvande frøs til, så vi måtte klare os med brændsel af tørv fra moserne, hvis kvalitet og varmeevne – var meget ringe, samt brunkul fra lejer i Midtjylland.

Minefaren betød også at det efterhånden var farligt at krydse Storebælt, som endte med at være den eneste forbindelse mellem Sjælland og Fyn/Jylland, indtil den lukkede helt for normal trafik i sidste krigsår i 1944/45.

Adolf Hitler, var enevældig hersker over Europa, med undtagelse af England; England som i året før krigs udbruddet havde stor respekt for Hitler. De øvrige lande i Europa kunne ikke foretage sig noget udenrigs uden aftale med Hitler. Hitler var nu rasende, og forbitret over den tiltagende sabotage mod værnemagten i Danmark i 1943.

Samtidig med, at den danske modstand imod besættelsesmagten tog til efter begivenhederne i august 1943, steg aktiviteten også hos det tyske politi (Gestapo) – og forræderne i det danske Schalburg korps samt undergrupper.

Efter den første henrettelse den 28. august 1943 af den danske statsborger Kjær Sørensen, fulgte der snart flere. Allerede i december 1943 kunne tyskerne oplyse, at på tre måneder, havde man arresteret 169 sabotører, 124 grundet illegal virksomhed og 11 af sabotørerne blev dømt til døden og omgående henrettet, formodentlig i den nuværende mindepark i Ryvangen, i nærheden af Hellerup Station.

Endvidere havde man sendt 184 Frihedskæmpere (1943) til de forfærdelige koncentrations lejre i Tyskland og det besatte Polen. Senere blev, efterhånden som krigen udviklede sig, mange flere danskere sendt i koncentrationslejr; bl.a. hele det danske politikorps den 19. september1944.

Tyskerne fik god hjælp af danske stikkere, som det danske frihedsråd i London godkendte likvideringen af.

Schalburg korpset indledte en lang række terror- bombe attentater (Schalburgtage) imod kendte danske bygninger og dagblade, bl.a. Langelinie Pavillonen og Forum i København.

Samtidig voksede den tyske nervøsitet for en allieret invasion i Danmark

Hitler beordrede de tre tyske magthavere i Danmark til et møde i ”Ulveskansen” i Østtyskland, det nuværende Polen, hvor de fik en højest unådig modtagelse på grund af deres fiasko med at styre det danske folk. I et af sine raserianfald gav føreren Adolf Hitler de tre mænd forrykte ordrer: Danske Sabotører skulle uden dom hensynsløs skydes med fem for hver dræbt tysker eller tysker ven. Til sikkerhed af ordrens effektuering blev general Richard Otto Bovensiepen sendt til Danmark, hvor han tog ophold på Hotel D’Angleterre på Kgs. Nytorv, de tyske generalers foretrukne opholdssted.

Jeg oplevede selv én sådan tysker ven en sen aften på strøget i Kbh. hvor jeg blev råbt an af en tysk patrulje, sammen med en kammerat, på hjørnet af Rådhuspladsen og Frederiksberggade, af tyske vagtsoldater.

Med geværer i ryggen, blev vi beordret til at stå med hænderne i vejret og med ansigtet ind mod den daværende store parfume forretnings vindue, for at blive visiteret for besiddelse af våben . Vi hørte en mand som så til, råbe ” ta`dog for helvede og skyd dem begge to og smid dem i rendestenen”. Det var under det forhadte udgangsforbud om natten i Kbh.

Vi trodsede udgangsforbuddet som mange andre også gjorde det, idet der stadig var gang i danse- restauranterne med levende musik i det indre Kbh. Vi slap med skrækken, men mange andre danskere slap ikke så nemt, men blev udsat for vilkårlige anholdelser og skrappe forhør med tortur, bl.a. på Dagmarhus/Rådhuspladsen.

Jeg blev i 1942 i Ålborg, indkaldt til at møde den 3. Maj 1943 på Belvedere i Svendborg, for at melde mig til ”Jyske Dragon Regiments” hovedsæde på Hvidkilde Slot på Sydfyn.

Vi var 45 rekrutter (senere menige) + mange befalingsmænd. I stedet for motorkøretøjer måtte vi klare os med cykler, der dog kun blev brugt til lange strækninger, derimod marcherede vi meget, befordring eksisterede ikke. Vi havde dog to Nimbus motor cykler med sidevogn til brug for ordonnanserne. Jeg blev udtaget til ordonnans til at føre den ene motorcykel og blev oplært af eskadron chefen kaptajn Munkebo. Vi aflagde ikke køreprøve, men blev blot testet af Kaptajnen; vi var jo underlagt det danske militær og ikke politiet. Jeg fik på dette grundlag tilkendt, civilt kørekort til motorcykel og stort kørekort til lastbil(Århus perioden) af politiet, ved hjemsendelsen, og beholdt begge kort som en kuriositet i mange år.

Vore kammerater, især mekanikerne, var rigtig godt misundelige på os, og militæret skulle også dengang spare på benzinen, men Nr. Vium min makker, og jeg kom trods alt ud på adskillige opgaver som ordonnanser.

En dag gik det dog galt, jeg var ude i et ærinde med Premierløjtnant Per Schmidt på bagsædet og oversergent Ley i sidevognen, men på turen tilbage til kasernen insisterede Premierløjtnanten på selv at køre motorcyklen (hvilket var imod de militære ordensregler).

Jeg mærkede med det samme at det var han ikke vant til, og det endte da også med at han kørte alt for stærkt ind i et sving og motorcyklen væltede med os alle tre, vi endte lykkeligvis inde på en blød mark. Premierløjtnanten og jeg blev kastet rundt på marken, men rejste os hurtigt lidt fortumlede af den hårde medfart, men vi kunne ikke se oversergent Ley.

Vi fik rejst motorcyklen og fandt oversergenten under sidevognen, ligeledes næsten uskadt. Jeg så straks situationen for de to befalingsmænd, som jeg havde det godt med og foreslog naivt da vi var kommet lidt til os selv, at vi på kasernen meddelte at det var mig der havde ført motorcyklen, jeg skulle ikke som de to befalingsmænd, videre i militærtjenesten, men det gav mig verdens største skideballe.  Selvfølgelig kunne han ikke tillade at en menig skulle forsvare ham. Jeg fik senere at vide at episoden aldrig blev nævnt til Regimentschefen, og jeg holdt min kæft, jeg havde det trods alt godt i Regimentet. Premier Premierløjtnanten, blev efter krigen leder af ”Forenede Danske Motorejere” kontoret i Holstebro Han døde for mange år siden.

Jeg var bl.a. også vin skænker i officersmessen på festdage, f.eks. når Svendborgs borgmester og andre honoratiores, var inviteret til taffel hos Regimentschefen, jeg husker at prins Gorm også deltog i sammenkomsterne. På disse dage havde jeg således min gang i køkkenet, og fik snakket med piger (ne) som vi ellers ikke så noget til i det dengang ret øde område. Det var en god tjans og Officererne var tilsyneladende tilfredse med min indsats, når der var middagsgæster på Slottet..

Jeg oplevede trods interneringen i Faaborg en god sommer med herlige soldater kammerater på Hvidkilde Slot, selvom rekrut tiden indtil den 29. august foregik med streng militærisk disciplin. Vi ind øvede alt det en soldat skulle kunne i krig på de 4 mdr. der gik, inden vi blev taget til fange den 29. august.

Vi trænede bl.a. på Ollerup Gymnastik højskoles træningsbaner og undertiden fulgte Lederen, den internationalt, verdens kendte gymnastikpædagog Niels Bukh, os i træningen, siddende på skråningen mod løbebanerne. Jeg kan tydeligt huske ham følge vor træning, og også for hans gæstfrihed mod sine naboer det danske militær, og os soldater.

Det var ikke muligt at bade på kasernen, i stedet foregik det på Ollerup Gymnastikhøjskole og undertiden i Svendborg Sund. Vi blev også engang imellem inviteret på rødgrød med mælk om aftenen. Det var dejlige afbrydelser i den militære hverdag, især også fordi sommer gymnastik holdet var et ungt friskt pigehold. Det stoppede dog desværre brat på et tidspunkt og uden begrundelse, men måske interesserede pigerne sig lidt for meget for soldaterne, som jo var solbrune raske unge mennesker i god form, der ligesom pigerne, hungrede efter selskab.

Efter krigen vendte jeg kort tilbage til Niels Bukhs Højskole, for at deltage i et dommerkursus, for senere at kunne bedømme Klanens medlemmer i idrætsøvelser og atletik til opnåelse af Idrætsmærket. Jeg har selv idrætsmærket i guld, men var selvfølgelig ikke min egen dommer. Det eksisterer ikke længere, men var dengang en stor ære at opnå. Klanen trænede på det store idrætsanlæg og fodbold stadium ved Jægerborg St.

Natten mellem den 27 og 28. August blev vi (Eskadronen) kaldt hjem til kasernen midt under en natmanøvre i terrænet omkring Sydfyn.

Da vi kom tilbage til kasernen blev vi klar over at noget alvorligt var under opsejling. Dobbelte vagter både inde og ude på slottet og i parken, og resten som var frivagter, skulle gå til ro iført uniform og i øvrigt være klar til hurtig udrykning.

Den følgende dag (28.august) skete der imidlertid intet hos os, men i Kbh. forhandlede regeringen med den tyske militære ledelse for at bevare regeringsmagten og især for at afbøde den krigeriske stemning som havde bredt sig mellem værnemagten og befolkningen.

Kong Christian den X. og Regeringen kunne som bekendt ikke gå ind på de tyske krav, som bl.a. var at det danske retssystem skulle indføre dødsstraf, og gik af samme morgen den 29. august, efter at have meddelt at dansk militær skulle overgive sig ubetinget. Danmark blev herefter, og resten af krigen ’regeret’ af ministeriernes Departementschefer.

Kong Christian blev resten af krigen tålt af Tyskerne og fortsatte til stor glæde for befolkningen sine daglige rideture i Byen. En dag gik det dog galt ved Esplanaden. Kongen blev kastet af hesten og overvandt aldrig dette fald, men blev invalid i rullestol, resten af livet.

Jeg husker Kong Christian Den X. komme ind i den mørke teatersal på sin plads i Det Kongelige Teater, kørende i sin rullestol, sekunder før tæppet gik op.

Kong Christian den X. var Danskernes samlingsmærke under besættelsen og var meget populær i befolkningen; også på grund af sin håndfaste holdning overfor Tyskerne, under besættelsen. På fødselsdage kørte han med Dronning Alexandrine i åben bil gennem København. På disse dage stod titusinder Københavnere i timevis ventende for at få en god plads og et godt syn til at hylde og lykønske ham. Ventetiden gik mange steder med at synge fædrelandssange. Alt stod stille på ruten også forretningerne. I Østergade på Strøget oplevede jeg at personalerne i Stormagasinerne Illum og Fonnesbech fra vinduerne overfor hinanden istemte samme sang. Jeg husker det som en betagende oplevelse af sammenholdet i den danske befolkning. Vi var ét Folk og vi havde noget at samles om i disse svære tider. Jeg husker også hans 70 års fødselsdag den 26. september 1940.

Kong Christian Den X. red, stadig under besættelsen, sine daglige at rideture gennem København, indtil hesten en dag blev opskræmt ved Esplanaden og kastede ham af og gjorde Kongen til invalid resten af livet. Han var ikke vellidt af Adolf Hitler og den tyske besættelsesmagt fordi han, efter Hitlers mening sendte, et alt for kort, (uhøfligt mente Hitler), takke telegram til Hitler i 1942. Et telegram som han havde modtaget i anledning af sin fødselsdag af Hitler. Det kom dog som en overraskelse, da tyskerne rettede et attentat imod Kong CHR. den X. om morgenen den 29. august 1943 under sommeropholdet på Sorgenfri Slot i Lyngby, hvor en tysk styrke ledet af flyvergeneral Ritter von Sleich, skød adskillige projektiler mod Slottet. Syv tyske soldater blev under denne affære dræbt, hvorefter flyvergeneralen trådte alene ind til Kongen og blev modtaget med ordene:- ”Goddag, min tapre general, hvorfor dette postyr, de herrer har jo magten og kunne være kommet om dagen på værdig vis”.

Lignende store festdage har kun gentaget sig éngang til i Danmark, da den engelske Feltmarskal Montgomery ved sin ankomst få dage efter fredsslutningen også kørte i åben vogn gennem Kbh. på samme rute.

Det var Feltmarskal Montgomery der som øverstbefalende for 8. armé 1942-43 gennemførte det sejrrige felttog i 1944 mod Tyskerne og Italienerne i Nord Afrika og som deltog i landgangen på Sicilien og i Syditalien. Feltmarskal Montgomery ledede også de britiske landstyrker under invasionen i Frankrig og det var ham som i 1945 modtog Tysklands kapitulation for tropperne i NV- Tyskland, Danmark og Holland. Begejstringen var enorm da han kørte gennem Kbh. og jeg husker ham endnu, som var det i går, stående i den åbne vogn, vinkende til menneske mængderne.

Efter den 19. september næste år i 1944, havde Danmark ikke noget politi.

Den 29. august (1943) omkring kl. ca. 4:00 blev vi som sagt vækket af alarmklokkerne og Korporalernes råben; træd an, træd an. Vi soldater havde i dagene forinden selv indhegnet hele kaserneområdet med pigtrådshegn, hvilket resulterede i at jeg måtte til feltlægen med mine ”manufakturhænder”, som var fulde af sår efter den hårde opsætning af pigtråden. Der var ikke tid til blødsødenhed dengang, lægen hev med sine fingre og en tot vat de mange sår af hænderne, det gjorde selvfølgeligt forbistret ondt men var yderst effektivt. 

Vi var i en uge spærret inde bag vor egen pigtråd i slotskaserne området før vi, på åbne lastbiler med tyske bevæbnede vagter, blev kørt til internering i Fåborg på den besatte kommuneskole. Nogle af de tyske værnemagtsoldater var ret sløve i bevogtningen af os, vi var jo soldater ligesom dem. Jeg tror ligefrem at de misundte os, at krigen var forbi for vort vedkommende.

Da vi kørte igennem nabobyen Vester Skerninge og de andre små byer på strækningen til Faaborg, stod befolkningen ved vejsiderne og vinkede, nogle grædende, farvel til os. Alle var klar over at den hidtil nogenlunde fredelige besættelse, nu var forbi, og strenge tider ventede Danmark.

Men jeg oplevede ikke noget på selve kasernen denne tidlige, historiske morgen den 29. august. vi fik udover det sædvanlige udstyr, udleveret to højeksplosive håndgranater som jeg puttede i lommerne.

Granaterne var indrettede således at når udløser mekanismen blev løftet, var der kun 8 sekunder til at smide dem (i hovedet på fjenden), før de sprang.

Jeg gik med dem i lommerne resten af dagen, som var det bolcheposer der lå og rumlede rundt, men kan ikke huske hvor og hvordan jeg blev af med dem.

Jeg blev på et tidspunkt, som ordonnans, denne tidlige morgen beordret til at være klar med motorcyklen, og under kommando af en anden Premierløjtnant på bagsædet, kørte vi de ca.5 km. indtil Svendborg.

Målet var kaserner og belægninger i Svendborg, hvor rytteri dragonerne holdt til. Der mødte os et fantastisk syn det første sted; dragonerne hang, forbløffet over at se det var os der kom, i vinduerne i den flere etages kaserne bygning med geværerne pegende ned på os. Tyskerne som de ventede på, så vi ikke noget til, de holdt sig endnu inden døre, måske på grund af forhandlingerne med regeringen.

Premierløjtnanten afleverede Oberst Gundelachs (regeringens) bulletin om total overgivelse til eskadron chefen og vi kørte videre til næste kaserne, stadig i Svendborg. Men Eskadronen havde til vor forbavselse forladt kasernen og var redet mod nord ud på landet, hvilket fik vi at vide af tilfældige nysgerrige morgenvandrere.

Vi fandt Eskadronen et godt stykke nord for Svendborg, hvor de opholdt sig tavse i små klynger i et skovterræn. Jeg husker at prins Gorm, som befalingsmand, også var til stede her i skoven, men ikke hvem det var som udtrykte sit store mishag med bulletinen, men hans udsagn var ikke til at ta´ fejl af. Vedkommende befalingsmand bandede og besværgede, at han havde oplevet én 9. april og det ville han ”sgu” ikke engang mere være med til.. ”Nu stod han af”.

Der var nu gået et par timer og vor mission var udført. Vi vidste at ”slaget” var tabt, og Premierløjtnanten og jeg kunne snart forvente at møde det tyske militær hvor som helst. Jeg fik senere at vide at kasernen i Ringe på Fyn havde været i kamp; og i øvrigt mistede flere danske soldater livet denne morgen den 29. august, da Regeringens bulletin ikke nåede frem til alle kaserner inden det tyske militær gik i aktion. 

Premierløjtnanten ville ikke tilbage til slottet (officererne boede på selve slottet, de menige i tilstødende barakker) og meddelte mig at jeg ikke længere var under militær kommando, og at han ikke ville overgive sig til tyskerne. Jeg var en fri mand og dog?

Inden han forlod mig, foreslog han at vi kørte ud til et læge ægtepar med børn, han kendte godt, vi kunne sikkert få morgenkaffen der.

De tog høfligt imod os, og skyndte sig at servere kaffen. Ægteparret var synligt meget nervøse ved at huse os danske soldater og det var tydeligt at de ville af med os hurtigst muligt; ret beset var vi jo også nu fredløse; i radioen kom der ustandselig meldinger om situationen denne morgen; regeringen var gået af og ingen måtte efter tysk ordre forlade kasernerne, og civile måtte ikke have forbindelse med det danske militær endsige huse dem.                      

Premierløjtnanten og jeg kørte videre i det sydfynske landskab, men hvor Premierløjtnanten og jeg skiltes kan jeg ikke huske; han overlod motorcyklen til mig, og jeg følte mig nu som ”Palle alene i verden”

Jeg kørte nu selv lidt rundt i, hvad jeg vil kalde ”fjende land”, men jeg kunne naturligvis ikke køre ret meget mere i det sydfynske på en dansk militær motorcykle, og ville højst sandsynligt inden længe møde en tysk patrulje eller tysk personel, så jeg skjulte motorcyklen i noget tæt krat ved Tankefuld strand på Sydfyn.

Jeg var i stor tvivl om hvad der nu skulle ske; penge havde jeg ikke noget af på mig, dertil var jeg også sulten og hvem ville ha med en fredløs soldat at gøre? Og dog, sikkert mange ville have hjulpet mig, men hvem?

Jeg savnede også meget mine kammerater, det var nok det værste, og tørstede efter at få at vide hvad der var sket med dem i dagens løb, havde de været i kamp om morgenen?? og besluttede at gå den lange vej fra Tankefuld strand til Hvidkilde slot. Jeg var lidt beklemt med det forestående møde med de tyske vagter omkring slotsområdet. Ville de melde mig til deres overordnede, eller var de til at tale med?

Det hjalp mig her at jeg var godt inde i det tyske sprog. Der stod heldigvis kun én vagt ved den indgang jeg valgte, og fredeligt kom jeg i snak med ham, som viste det sig var Østriger. Vi var jo begge soldater, og følte os begge i ”samme båd”, og begge indkaldt mod vores vilje. Det viste sig at jeg var overmåde heldig, han var almindelig værnemagts soldat, og jeg fik fortalt en historie om at jeg lå på infirmeriet og gerne ville ind på kasernen og hente mine private ting, og han fortalte mig om sin familie og hvor stærkt han savnede dem hjemme i Østrig.

Der var streng disciplin i den tyske hær, Tyskland var i krig og der var ikke råd eller tid til overbærenhed. Han kunne være kommet i en farlig situation hvis det blev opdaget at han fraterniserede med en dansk soldat, og især var det farligt for ham, når jeg skulle ud af kasernen igen; modsat kunne han, hvis han havde meldt mig til sin foresatte sikkert have fået en belønning (ferie eller lignende) og måske endda forfremmelse; jeg tænkte på ham med taknemmelighed da jeg senere på forretningsrejse passerede Østrig og gerne ville have mødt ham igen, men rigtig mange tyske soldater overlevede ikke denne skrækkelige, grusomme verdenskrig.

Han lod mig passere og aftalte med mig at jeg uhindret kunne komme ud samme vej igen, det var jo det, det drejede sig om for mit vedkommende. Han indskærpede overfor mig hvad tid hans vagt sluttede.

Jeg kom ubemærket ind på kasernen til stor forbavselse for mine kammerater. Der var omgående sendt melding til Regimentschefen Oberst Gundelach, som jo også var fange på Slottet, at jeg ordonnansen, var tilbage på kasernen. Jeg blev kaldt op på Slottet, hvor han også var forbavset over at se mig, og han var selvfølgelig meget interesseret i at høre nærmere om min færden denne morgen, og om Premierløjtnanten der nu var ude af hans kontrol. Han rådede mig til ikke at forlade kasernen, de menige soldater ville blive frigivet om få dage fortalte han, og tillige mente han at jeg ville blive behandlet som flygtning? og ikke få hjemsendelsespenge eller måske endog ikke rejsemuligheder tilbage til KBH., løn o. s. v.

Alt i Danmark forandrede sig den 29. August 1943.

Jeg var nu sat i et svært dilemma, jeg var trods alt glad for den overraskende frihed, men Regimentschefen Oberst Gundelach indgød mig tillid og jeg besluttede at blive hos mine kammerater som jeg savnede meget efter hele min ensomme dag på Sydfyn. De havde tråds alt hinanden; I øvrigt hvor skulle jeg sove den nat?

Jeg byttede min uniform ud med Kornet Pedersen som kom ubesværet ud gennem samme vagt. Denne beslutning kostede mig seks ugers fangenskab delvis på selve kasernen og på Faaborg Kommuneskole. Vi var under tysk bevogtning men under dansk forplejning (mad). Regimentets officerer blev interneret på Hindsgavl Slot ved Middelfart, som var beslaglagt af tyskerne.

Dengang vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv. Storebælt ruten var i de dage lukket og befolkningen var opskræmt af begivenhederne, de fleste ville nok have hjulpet mig gennem natten og næste dag, men der var forrædere alle vegne, og det tyske militær var rundhåndede med pengebeløb for alle slags oplysninger om danskere som ikke adlød, eller som gik imod de tyske militære forordninger. Det var jo nemt for dem at skaffe kroner, som de bare ”lånte” i nationalbanken. Jeg turde ikke stole på nogen jeg ikke kendte, og blev sammen med mine kammerater hjemsendt(løsladt) den 11. oktober 1943.

Efter krigen i 1945

Da krigen sluttede i 1945 blev vi omgående genindkaldt til at møde på dragonkasernen i Randers. Vi skulle genoplive det danske militær, og vores opgaver bestod i at hente engelske militærvogne, lastvogne, ambulancer m.m. i Hamburg, hvor de stod opmarcheret på motorvejen

Hamburg /Lübeck, og således at gen opbygge den danske hær. Jeg husker stadig spændingen i kroppen, som det føltes, at være de første danske soldater der passerede grænsen til det frygtede, forarmede og ødelagte Hitler Tyskland, hvor befolkningen hver gang vi holdt stille, samlede sig om os for at få mad, cigaretter m. m. idet alt manglede i Tyskland. Modsat i Danmark hvor vi trods varemangelen i hvert fald havde mad, selvom det var strengt rationeret. Danskerne var i øvrigt utrolig opfindsomme og klarede sig med erstatninger. F.eks. blev lagner om syet til skjorter, og maksimaltøj blev den nye mode, korn blev til tobak osv.

På en rejse efter krigen i Tyskland traf jeg en tidligere tysk værnemagts soldat, der fortalte mig, at Danmark blandt tyske soldater, havde været en ønske front at blive sendt til.

I årene 1946/47 blev jeg bedt om at møde på Bådsmandsstræde kaserne, det nuværende Christiania, og redegøre for min færden den 29. august med motorcyklen, og hvor jeg havde efterladt den; den blev aldrig fundet, så vidt jeg ved.

Set i bakspejlet var beslutningen om at blive på kasernen god nok. Men? jeg hørte senere at de danske soldater, ligesom politiet den 19. september 1944, muligvis skulle have været sendt til internering i Tyskland. Det havde Tyskerne også god grund til, mange gik ind i modstandsbevægelsen.

Eskadronen, fik jeg senere at vide, havde tidligt om morgenen indrettet sig med skarpladte geværer og maskingevær reder ved vejene i, og omkring Slottet. Vi var soldater, altså skulle vi selvfølgelig forsvare os denne tidlige morgen den 29. august 1943, og alle var ubestridt, uden tøven klar og parate til at kæmpe mod fjenden, hvilket naturligvis havde været en højst ulige kamp.

Senere om morgenen kom en tysk militærkolonne, af sikkerhedshensyn anført af en dansk militærvogn med danske officerer, kørende ind i kaserne området og overtog vagten.

Det var en stor ydmygelse, fortalte mine kammerater mig, at smide geværerne og ammunitionen i en stor bunke på gårdspladsen, med tyske soldater som tilskuere.

Som jeg tidligere har beskrevet var jeg som ordonnans udkommanderet med en Premierløjtnant på bagsædet, sat til at køre rundt på militære forlægninger i og ved Svendborg og Sydfyn, for at aflevere/meddele kapitulations erklæringen fra Obersten/Regeringen.

Regimentschefen oberst Gundelach der selvfølgelig var til stede, svingede med sin ridepisk de nærmeste tyske soldater væk, og beordrede dem til at trække sig tilbage, hvilket de gjorde.

De seks ugers internering var ensformige, men fredelige, vi blev behandlet som krigsfanger efter reglerne, sikkert en af de få gange under krigen at tyskerne rettede sig efter regler om krigsfanger, og ikke som terrorister, som det var vanligt. Vi kunne færdes frit på gårdspladsen og ingen blandede sig i hvad vi foretog os, men der var heller ikke nogen form for adspredelser. Vi var under dansk forplejning og vores rationer var nok lidt bedre end dem befolkningen fik, vi led ingen nød.

Under interneringen i Faaborg fik jeg lejlighed til at flygte endnu engang. Forplejningen fik vi ude i byen og vi marcherede under bevogtning tre gange om dagen fra Fåborg skole, hvor vi var interneret, til et spisested lige overfor den nu nedlagte banegård. Under en sådan udtur fik jeg, da vi marcherede ind på forplejningsområdet, pludselig øje på min far. Spontant trådte jeg, ubemærket ud af geleddet og hen til ham, vi satte os på en bænk udenfor uden at vagterne bemærkede det, og vi talte sammen indtil en tilfældig tysk soldat undrede sig over min tilstedeværelse udenfor området og fik vagterne op på mærkerne. Jeg bebrejdede senere min far at han ikke omgående havde taget mig med til en herreekviperingshandler. Men han mente, ligesom Regimentschefen Oberst Gundelach, at der ikke var nogen fare for de danske soldater, og vi havde kun få minutter til at betænke os, og eventuelle følger af beslutningen, men jeg var selvfølgelig glad for at få hilst på min far.

Begyndelsen til Tysklands nederlag skete for alvor i 1943 og værnemagten strammede mere og mere grebet om Danmark. Det tyske militær var allerede dengang kendt for deres hævntørst og repressalier overfor civil befolkningen i de besatte lande.

Det gjaldt for de danske, tyske håndlangere om at ramme danskerne på de steder de satte mest pris på; de frygtede gestapo soldater kom også til Danmark for at terrorisere befolkningen, og de henrettede uden varsel sabotører og undertiden uskyldige mennesker der gik på gaden, med det ene formål kun at skræmme offentligheden.

Vi blev alle hjemsendt den 11. oktober 1943 og genindkaldt i juni 1945.  

Den 4. Maj 1945 om aftenen kl.19.00 kom kapitulations erklæringen uventet midt i den illegale radioavis fra London, der meddelte at de tyske tropper i Holland, nordvest Tyskland og Danmark, nedlagde våbnene kl. 12.00 den følgende dag den 5. maj.

I løbet af få minutter vidste hele Danmark at krigen for vort vedkommende nu var forbi. Mørklægning gardinerne blev hurtigt revet ned, og lysene tændt overalt og folk stormede jublende ud på gaderne i den dejlige lune sommeraften, som det var den 4. Maj 1945.

Alle var lykkelige og oprevne over budskabet og prøvede på alle måder at vise deres glæde. Man hoppede op på taget af sporvognene, bilerne kørte tudende gennem gaderne, og fremmede omfavnede hinanden på åben gade, medens de forbavsede tyske soldater så til og ikke kunne forstå hvad der foregik, og de blandede sig i øvrigt ikke i begivenhederne denne begivenhedsrige aften/nat. Efter 5 års fremmed herredømme var vi endelig frie mennesker igen; vi var lykkelige og tænkte i disse timer ikke på den svære genopbygning af Danmark, som nu fulgte.

 Med engelsk/amerikansk beslutsomhed undgik vi med nød og næppe en russisk besættelse desværre med undtagelse af Bornholm, der i flere måneder måtte tåle den kommunistiske tilstedeværelse, som efter Bornholmernes udsagn var mere frygtindgydende end den tyske besættelse havde været, og helt unødvendigt bombede Russerne brutalt Rønne by i ruiner, som dog ikke kostede menneskeliv.

I juli/august måned 1945 overskred vi, 3.cyklist eskadron som omgående var genindkaldt, da krigen var forbi, med blandede følelser og spænding den dansk/tyske grænse ved Kruså.

Eskadronen var den første danske militære enhed der kørte ind i Tyskland og vi blev ledsaget af bladet ”Jyllandspostens” medarbejdere der tog billeder på turen.

Eskadronen var genindkaldt til Randers hvor vi opholdt os på kasernen ca. 8 dage, halvdelen af Eskadronen blev sat til at bevogte tyske flygtninge, hvoraf mange var unge tyske piger som havde været ansat i den tyske administration i Danmark. De var internerede i barakker i Fjerritslev og blev bevogtet af Eskadronen, som havde en let opgave; hvor skulle de flygte hen? men fraternisering med flygtningene var strengt forbudt, men der var dog ikke streng straf for at overtræde dette forbud.

Den anden halvdel af Eskadronen blev indsat i en motorvogns kolonne i Århus. Jeg var med i sidstnævnte gruppe, og lå som soldat et halvt år i Århus. Vi kørte mellem Århus og den besatte engelske Litzmann kaserne i Hamborg, hvor vi var indkvarteret; og jeg kan særlig huske det dejlige engelske morgenbord vi fik sammen med de engelske soldater.

Formålet var at hente materiel, især engelske lastvogne, ambulancer m.m., til den fremtidige danske hær, det var ture hvor vi fik stort indblik i krigens ødelæggelser i Tyskland, ødelæggelser som ingen af os havde kunnet forestillet sig kunne finde sted. Vi overnattede tit i Åbenrå undervejs (Folkehjemmet ved havnen), de engelske køretøjer var langtfra i orden når vi overtog dem, så det tog tid at køre dem til Århus. Men flot så det ud når vi fandt frem til de tusindvis af lastbiler der stod opmarcherede på skrå i en nøjagtig lige linie på motorvejen mod Lübeck, som allerede dengang var anlagt af Hitler med militære formål for øje.

Jeg havde aldrig siddet i en lastvogn før (men kørekort til bil) og slet ikke engelske højre styrede last biler hvor man brugte venstre hånd til at skifte det langt bagvedliggende hårde gear.

På én af turene gik min vogn i stykker, og jeg måtte slæbes til Århus i et reb efter en anden lastvogn, med hårde opbremsninger til følge, det var en skrækkelig tur, rednings vognen tog ikke hensyn til mig, men han kørte den tvært imod som om han kørte alene. Vi havde ingen uheld, men der var jo næsten heller ikke andre på vejene.

Vi var indkvarteret på Århus havn, i barakker og vi dasede i solskinnet i denne skønne varme sommer som det var både i 1943 og i 1945, når vi havde frivagt. Indimellem blev vi sat i gang med vidt forskellige opgaver, bl.a. blev vi sat til at overføre højeksplosive granater fra en jernbanevogn over på en lastbil. Det var samme sommer hvor en jernbanevogn fyldt med granater sprang i luften ved Århus havn i et øredøvende brag, der gav genlyd overalt og langt udover Århus bugten, og som sikkert stadig huskes i Århus.

Vi afløste også på et tidspunkt, kort livgarden på Marselisborg Slot.

På vej til Tyskland kørte vi først igennem Flensborg som var ubeskadiget, men videre sydpå oplevede vi forfærdelige ødelæggelser i byerne Kiel, Neumünster og Hamburg (dengang kørte man igennem bykernerne). I jernbane knudepunktet Neumünster stod lokomotiver på højkant og vogne og ledninger m.m. var totalt infiltret i hinanden, et fantastik syn på krigens ødelæggelser, og det blev værre og værre jo længere vi kom sydpå.

Vi kom også lidt i kontakt med de mange civile og børn som matte, forstenede og tilsyneladende uden håb for fremtiden, kom hen til os hver gang vi holdt stille, måske i håb om at få noget spiseligt eller cigaretter som var højt i kurs. Alle manglede næsten alt, og tørstede efter at få en ”lille bid” af civilisationen og ”velfærdet” i Danmark. Det var en stor skam at vi ikke benyttede lejligheden til at få den dejlige by Flensborg tilbage til Danmark; Flensborg by som havde dansk flertal ved afstemningen i 1920.

Vi blev hjemsendt da de første efterkrigs soldater havde overstået rekrut tiden, og jeg fik af politiet udstedt kørekort til stor lastbil + kørekort til motorcykel, og bevarede begge som en kuriositet i adskillige år.

Vi (Eskadronen) mødtes i mange år, hvert femte år på indkaldelse dagen den 3. Maj, og i de senere år hvert år den 3. Maj. Så vidt jeg ved, er jeg den sidste der er tilbage af de ca. 45 soldater fra 3. eskadron årgang 43. Den sidste soldaterkammerat jeg havde forbindelse med (81/Århus) besøgte jeg den 3. Maj i år 2011 på Frederiksberg hospital, han var meget svag og døende, men genkendte mig og sagde smilende ”Frederiksberg”, mit soldaternavn som ordonnans i ”Jydske Dragon Regiment.”

Ovenstående er egne oplevelser med hjælp fra ”Jydske Dragonregiment” og Bladet ”Dragonen”.

Paul Werner Egelund, ”Jydske Dragon Regiment”, 87/Frederiksberg årgang 1943 og 1945.

 (august 2012.)


 

Se foto fra JDR under krigen her: 1940-45

Gå tilbage til: FORSIDEN